Tag: BD Barcelona

Sampling

Werner Aisslinger er et af de helt store tyske designernavne, der gennem de seneste år har sat helt nye standarder indenfor såvel design som arkitektur. Et af de seneste arbejder fra hans hånd blev præsenteret på møbelmessen i Milano: møbellandskabet Bikini Island, som italienske Moroso har sat i produktion. Her får man virkelig mulighed for at skabe et personligt rum med alle mulige elementer, blandt andet  daybed, siddemoduler, borde, opbevaringsmøbler, gardiner med mere. Bikini Island er et sansebombardement af former, teksturer, farver og materialer. www.moroso.it

Cupral, Studio Job. www.studiojob.com 

Man må gerne stjæle, hvis man gør det begavet, er der nogen, der mener. Indenfor musikken er det en helt accepteret øvelse, hvis man vel at mærke husker ophavsretten: man tager nogle eksisterende lydoptagelser og skaber et nyt værk. Det kunstneriske greb kaldes sampling og arbejdsmetoden har nu bredt sig ind på designscenen, hvor man mikser og matcher, kobler og sammenstiller. Ud af bestræbelserne vokser helt nye møbeltyper.

Text: Susanne Holte

Enhver DJ med respekt for sig selv gør det, musikproducere, musikere, hip-hoppere og danseglade unge ved, hvad det handler om, når de hører ordet ”sampling” – en helt speciel musikgenre, der så dagens lys tilbage i 40’erne, men som fik sin storhedstid i 70’erne og 80’erne, hvor det blev populært at manipulere og eksperimentere med den eksisterende musik ved at mikse genrer, blande numre og konstruere nye beats. Sampling, der med lidt god vilje kan oversættes med flertydighed, bruges også i kunstens verden, ofte i skikkelse af collager, hvor forskellige lånte elementer og referencer ender ud i et helt nyt værk. Det kunstneriske greb findes også indenfor litteraturen – og nu også indenfor møbeldesign, hvor flere designere sampler på livet løs.

Ligesom i musikverdenen blander designerne nyt og gammelt, mikser forskellige stilelementer og eksperimenterer med at koble flere funktioner. Det er ikke alle tiltagene, der virker lige harmoniske eller brugbare, men i de tilfælde, hvor operationen lykkes kommer der spændende nye møbler ud af det; Møbler med et fabulerende og ofte humoristisk udtryk, møbler med stærke visuelle effekter, møbler, der overrasker og får os til at stille spørgsmål, møbler, der udfordrer den gode smag og som byder sig til med nye brugsmuligheder. Flere af de nye samplede møbler er grænsesøgende, bærer præg af installationer og spejler en tid, hvor vi bombarderes af mere eller mindre ligegyldige sanseindtryk, som man kan vælge at lade indgå i en ny verdensorden eller lade bidrage til oplevelsen af kaos. Om de enkelte møbler får nogen gang på jord vil tiden vise. Hvis ikke, er de i hvert fald med til at legitimere en mere individuel tilgang til designbegrebet og til boligindretning i almindelighed.

Frontdesign for Porro. www.porro.it

Mønstrene ramler sammen og ny dynamik opstår i en ny tæppeserie fra hollandske Droog, der med All in One Carpet har givet begrebet sampling en helt ny betydning. Serien indeholder en stribe tæpper i forskellige formater, farver og mønstre. www.superstudiocph.com . www.droog.com

P. Starck for Cassina. www.cassina.it

Chandlo, Doshi Levien for BD Barcelona. www.bdbarcelona.com

Inspireret af kunstkamre fyldt med ting og sager har den belgiske designer-duo Two-Designers skabt et samplet møbel – Curiosity, som en reaktion på de stadig skiftende trends. Der er tale om en møbel-ø med flere forskellige funktioner. Der er indtil videre tale om en prototype, som blev vist på møbelmessen i Milano. www.twodesigners.be

Oasi, Moroso.

De-Signum Studio Lab så dagens lys i Milano i 2006, da Lorenzo Longo og Alessio Romano slog pjalterne sammen for at skabe designs, installationer, mode og belysning. Et godt eksempel på deres fælles projekter er Rivellino lampen, der forener det stringente med det organisk i skikkelse af et bord, udført i lakeret limsten forsynet med en lyskilde og en lampeskærm i håndlavet rattan. www.de-signum.com

Stacking Lamp, William McDonald. www.ideacious.com

Farfars gamle spadsererstok indgår i et nyt design fra Marcel Wanders, der er frontfigur og kreativ drivkraft i Moooi. Resultatet er det lille Urbanhike bord. Stokken er forsynet med badges med referencer til forskellige rejsemål – en gimmick, som giver mulighed for selv at sætte sit præg på  møblet. Bordet er i øvrigt fremstillet af forkromet stål. www.moooi.com

Custom Made Chairs kalder den engelske kunstner og designer Karen Ryan sin omfattende kollektion af samplede stole. Hun har altid interesseret sig for genbrug af kasserede ting og sager og var allerede i sin barndom fascineret af sine bedsteforældres gamle stole, der nu får nyt liv i hendes hænder. www.bykarenryan.co.uk

Spejlinger

Venice, Boca do Lobo

Spejlet er historisk bundet op på myter og forbundet med stor symbolik. Det fascinerer og registrerer, er synonym med forfængelighed, med dyd og begær og ifølge Platon en analogi til menneskets begrænsede opfattelse af virkeligheden. Og ligesom i Solkongens Frankrig er spejlet tilbage i indretningen.

Text: Susanne Holte

Måske husker vi det fra vores forældres eller bedsteforældres soveværelse: Marie Antoinette bordet med spejl og skuffer til læbestifter og hårbørster. Fænomenet er vendt tilbage og en af fortolkningerne kommer fra designerne Nipa Doshi og Jonathan Levien, der har skabt spejlarrangementet Chandlo for BD Barcelona Design. Chandlo betyder måneformet eller Bindi, som er den farvede prik, som indiske kvinder bærer i panden – begge dele giver god mening. www.bdbarcelona.com

Hvem kender ikke historien om Narcissus, der ved synet af sit eget spejlbillede i søens blanke overflade, blev så forelsket at han ikke kunne løsrive sig og til sidst led druknedøden. Den velkendte fortælling er blot en af mange mytologiske fortællinger om spejlet, hvis historie rækker tusinder af år tilbage. Menneskets trang til at spejle sig har eksisteret til alle tider og spejlet er i årenes løb blevet koblet med både det guddommelige og det dæmoniske. I middelalderen var spejlet forbundet med djævlen og det er derfra vi har overtroen om det knuste spejl og syv års ulykke. Tilbage i antikken bestod de mest almindelige spejle af blankpudset kobber. Senere man fandt ud af at koble glas og metal. Spejlet, som vi kender det i dag blev udviklet i det 16. århundrede i republikken Venedig, hvor man i mere end hundrede år vogtede nidkært over hemmeligheden med stor indtjening til følge. En overgang var spejlglas faktisk lige så dyrt som ædelstene og det reflekterende materiale var således en luksusvare for konger og adel, der brugte det som vægdekoration. Et af de mest spektakulære eksempler er den berømte spejlsal i Versailles. Først med industrialiseringen i1800-tallet blev spejlet tilgængeligt for alle og det mistede dermed også en del af sin fascinationskraft. Mange af myterne lever dog stadig og de inspirerer igen kunstnere og designere til at anvende det reflekterende materiale på nye innovative måder. Om den fornyede interesse for at bringe spejlet ind i stuerne siger noget om tidsånden og den omsiggribende narcissisme skal være usagt. Man kan vælge at hælde sit hoved til store ånder som Sokrates, der opfattede spejlet som et pædagogisk og moralsk redskab, der kunne lære mennesket at forbedre sig og kende sin egen begrænsning.

Philipp Bestheim

Som en parafrase over det traditionelle jagttrofæ over pejsen har designeren Polly Westergaard designet Stag Mirror, et spejl formet som et krondyr. www.westergaarddesigns.co.uk

Designeren Sylvain Willenz, der har base i Belgien, er den kreative kraft bag spejlkollektionen Shapes for danske Hay. Her er det ikke rammen, men udelukkende formen, der er i fokus. Der er tale om en hel familie af spejle, der spiller på det grafiske udtryk og på kontrasten mellem det kulørte og det reflekterende glas. Foto: SWDO. www.sylvainwillenz.com

Dejavu, Magis.

Et spejl set i designerbrødrene Fernando og Humberto Campanas optik. Miraggio, der er kreeret til Edra, består af  en stribe reflekterende laserskårne akrylplader, der er hæftet sammen med nylonstrips. Det fragmenterede spejlbillede matcher tidsånden helt perfekt. www.edra.com

Marie Antoinette spejlet fra Boca Do Lobo’s Limited Edition kollektion er et håndspejl i stor skala (2,20 m.), som ifølge producent og designer er i stand til at spejle både krop og sjæl. Spejlet er inspireret af de mange spejle i det franske Versailles slot og en hyldest til den legendariske Marie Antoinette. www.bocadolobo.com

Strap Mirror – enkelt og let design fra Hay, der leverer det funktionelle spejl i tre forskellige farver: mint, rosa og gul. www.hayshop.dk

Ligeledes inspireret af fransk interiør fra det 18. Århundrede har designeren Sam Baron udviklet en serie skuffemøbler og spejle for Casamania. Serien er selvfølgelig døbt Marie Antoinette. www.casamania.it

Designerne Laudani & Romanelli har leget med perspektiverne ved at anvende spejlgals til selve rammen af deres Leon Battista spejl for Glas Italia. Ved at give rammen forskellige bredder og dybder opnår der overraskende refleksioner og en dynamisk fragmentering. www.glasitalia.com

To i en – et lille håndspejl gemt i et stort spejl – smart tænkt af japanske MicroWorks, der i øvrigt har flere gode bud på specielle spejle. Det lille spejl holdes på plads ved hjælp af magneter. www.microworks.jp