Tag: Anne Black

Kera(ko)mik

Der er noget naivt, men samtidig også dæmonisk over spanske Jaime Hayons porcelænsfigurer. Hayon har undfanget en hel serie, som han har døbt The Guest. Producenten er spanske Lladro. Der er tale om en limitid edition af nummererede kreationer, hvor der også er bidrag fra den amerikanske kunstner Tim Biskup og det japanske designstudio Devilrobots. www.lladro.com

Brugskunst og kunst, keramik og porcelæn – ældgamle teknikker og historiske referencer sat ind i en moderne kontekst med masser af humor og indforståede kommentarer til elskede og hadede objekter. Pottemagere, keramikere og porcelænsfabrikker oplever en renæssance og der leges med glasur, former og farver med fornyet appel til det moderne menneske. Platter og commedia dell’arte figurer er igen blevet god stil.

Det morbide har også fundet vej til platterne. Engelske Phoebe Richardson har skabt denne installation bestående af 10 platter for The New English. Værket har meget lakonisk fået navnet Supermodel. Kan købes på nettet på www.culturelabel.com

Text: Susanne Holte

Den dybe tallerken er for længst opfundet. Faktisk findes der skår fra keramiske gryder og potter der viser at mennesket kastede sig over leret for mere end 10.000 år siden. Trangen til at udtrykke sig gennem det plastiske materiale er således af ældre dato og teknikken og effekterne har gennemgået en fantastisk udvikling på alle klodens kontinenter længe før vi var i stand til at udveksle erfaringer på tværs af oceaner. Den ældste keramik er fundet i Japan, i Kina og i Irak, hvorfra teknikken spredte sig til Grækenland, Frankrig og Spanien for senere at vandre op gennem resten af Europa. Undervejs på den lange rejse opfandt man pottemagerhjulet, pottemagerovnen og glasuren, og udtrykkene blev i kraft af de tekniske landvindinger stadig mere forfinede og dekorative. I 17- og 1800-tallet dukkede så de første fabrikker op og den kunstindustrielle keramik og porcelæn blev allemandseje. På de nye europæiske porcelænsfabrikker blev der ikke blot fremstillet service til det bedre borgerskab, der opstod også en tradition for fremstilling af naturalistiske figurer som for eksempel de kendte commedia dell’arte figurer i skikkelse af Harlequin og Scaramuz. Byer som Firenze, Meissen, Paris, London, Nymphenburg og København satte nye standarder og bød hver især ind med ikoniske produkter, som i de seneste 2-300 år skiftevis har stået for god og dårlig stil. Efter nogle år i skammekrogen er figurer, platter og porcelæn igen taget til nåde – både i sin oprindelige form, men i høj grad også i nye humoristiske gevandter når kunstnere, modekoryfæer og designere giver den gas. Idag har trendskabere som den spanske designer Jaime Hayon, modeskaberne Victor & Rolf, Christian Lacroix og Vivienne Westwood og mange flere med dem fået ler under neglene.

Tjekkiske Maxim Velcovsky leger både med form, overflade og dekoration i Abstract Collection for Qubus Design. www.qubus.cz

Den belgiske keramiker og designer Hugo Meert er ikke bange for at udfordre hverken teknik eller tema når han kreerer objekter, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk. Han undgår det banale og provokerer måske en smule med skåle udformet som organer. Her er det værket ”Ceramique pour l’estomac”, der har form som en mave. www.hugomeert.be

Delicatessen hedder en skøn kollektion af tallerkner, som måske ikke er så anvendelige på middagsbordet, men som til gengæld pleaser både øje og sind. Tallerknerne er designet af Maxim Velcovsky for tjekkiske Qubus Design. www.qubus.cz

Politisk statement og humoristisk kommentar. Lenin i dekoreret porcelæn, designet og skabt af Maxim Velovsky for Qubus Design. Serien hedder Ornament & Crime.

Porcelænsfabrikken Nymphenburg lancerede for et par år siden en limited edition kollektion bestående af nogle af historiens mest velkendte porcelænsfigurer, de såkaldte Commedia dell’Arte figurer fra midten af 1700-tallet, skabt af billedhuggeren Franz Anton Bustelli. Figurerne er blevet klædt i nye gevandter, kreeret af 16 internationalt kendte designere, deriblandt Christian Lacroix og Vivienne Westwood. www.nymphenburg.com

Metropolis er en udtryksfuld kollektion af funktionelle objekter i skikkelse af vaser, lamper, bokse og spejle med form som bygninger, der sammenstillet danner en hel futuristisk by. Bag det arkitektonisk inspirerede projekt står Inma Bermudez, der har arbejdet med en afdæmpet støvet farveskala. Projektet, der er sat i værk hos den spanske porcelænsfabrikant Lladro, er døbt Metropolis. www.lladro.com

Sparegrise nu uden gris og uden mulighed for at få pengene retur. Det danske designerkollektiv Meyer-Lavigne, alias Kristine Meyer og Sabine Lavigne, har skabt en serie sparebøsser, der ikke kun er dekorative, men som også skal tvinge os til at tænke over hvad og hvorfor vi shopper. Vil man have sine penge ud til forbrug må man knuse de kække keramiske figurer. www.meyerlavigne.dk

Den fine transparente keramiske lampe Story er udviklet i et samarbejde mellem norske Ida Noemi og Studio Vibeke Skar. Lampen, der har mønster som en strikket uldsweater, er yndefuld i sin lethed samtidig med at den skaber en blød og varm atmosfære. Foto: Kaja Bruskeland. www.idanoemi.no

Den danske designer Anne Black har taget det klassiske porcelæn helt nye steder hen. Uanset om hun arbejder med smykker, service eller dekorative platter, genkender man en enkel formgivning og en underspillet grafisk dekoration. Med kollektionen Ruth M. får den traditionelle platte et boost, der både rummer kærlige referencer og humor. www.anneblack.dk

Folded Dish er en unika-platte designet af Helene Søs Schjødts, der har foldet leret, så det fremstår med en meget stoflig overflade. www.helenesoesschjoedts.dk

Klokken er faldet i slag i det grafisk flotte stel med det indlysende navn Clock fra Ilva.www.ilva.dk

Keramik med en særegen stoflighed fra Rachel Boxnboim.

Gr

Hvem siger at tilværelsen kun er sort eller hvid. For langt de fleste er den overvejende gråmeleret – et afbalanceret miks af både kul og kridt. Askesens og renselsens symbolske grå farve sætter netop nu sit støvede fingeraftryk på såvel catwalken som på design- og interiørscenen. Som fugl Phønix rejser de nye designs sig af asken, først og fremmest blandt avantgarden i New York, hvor den underspillede palet længe har signaliseret kreativitet og intellektualitet. Nu er turen kommet til Europa, hvor vi dette efterår skal finde ind til vores indre Askepot.

Text: Susanne Holte

Forårets islandske askesky lagde ikke blot en dæmper på rejselysten. Vi blev bogstavelig talt grounded – tvunget til at blive hjemme eller tage ufrivilligt ophold derude i det fremmede, i lufthavnsterminaler eller overbookede hoteller, hvor vi fik tid til refleksion og mulighed for at nå til en erkendelse af, at kontrol er en illusion. Ved samme lejlighed blev vi mindet om, hvor lille denne klode er og hvor let det er at blive slået ud af kurs. Begivenheden, der for længst er blevet overtrumfet af nye og større katastrofer og derfor allerede er på vej ind i historiens store glemmebog, var måske ikke blot et varsel fra naturen, men også startskuddet til en ny grå epoke med fokus rettet mode det nedtonede – en ny begyndelse, et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden kan tegnes. Næsten simultant med vulkanens vredesudbrud opstod der blandt designere og trendsættere en spirende interesse for neutrale jord- og stenfarver. Grå blev endnu engang udråbt til den nye sorte – til den ultimative signaturfarve for de unge og kreative, de moderne og intellektuelle. Grå er efterårets uomgængelige farve, og det vel at mærke i alle tænkelige toner fra den bløde douche variant med lilla, petrol eller oliven undertoner over røg, kisel, antracit, jord og mudder til den næsten sorte koks. Nuanceforskellene dyrkes og de mange grå nuancer sættes sammen i et rent, cool og asketisk look, men også i en varm og indbydende udgave. Frygten for at gå i eet med efterårshimmelen kan imødegås ved at mikse det afdæmpede udtryk med en fræk lilla, en vovet rød markering eller en orange eller lime accent. Metalliske farver er også en helt legal måde at tilføje det neutrale et elegant og eksklusivt pift.

Grå mangfoldighed

Grå er – måske lidt unfair – en udskældt farve. Den anses for at være kedelig og trist, og personer, der sværger til netop denne lidt undselige kulør, hævdes at være uengagerede og utilbøjelige til at binde eller involvere sig. Farvepsykologer hævder sågar at den ”grå” personlighed står ved siden af sig selv, har et lavt selvværd og oplever verden lidt på afstand – en barsk påstand, når man nu ved at grå netop bærer farverne i sit inderste væsen: faktisk opstår den grå farve grå når to komplementærfarver smelter sammen, det vil sige når man blander to farver, som tilsammen indeholder alle lysets bølger. Det kan være kombinationen af sort og hvid, men også sammensmeltningen af gul og violet, rød og grøn eller blå og orange. Alligevel stemmer den grå nuance ofte sindet i mol – ikke mindst når oktober melder sin ankomst. Her giver det mening at tale om en grå hverdag. Når vi alligevel med jævne mellemrum tager farven til os, også i indretningssammenhæng, skyldes det formodentlig at grå netop er en villig medspiller og let sættes sammen med andre farver i boligen. Udefra kommende kulører kalder de gemte komplementærfarver frem – og derfor kan den grå faktisk noget, som ikke ret mange andre farver formår: den kan indgå i en hvilken som helst kontekst og alligevel gøre en god figur. Grå er en fantastisk basisfarve og i den rette kontekst kan den stemmes til både dur og mol. Den formår at være diskret og raffineret, men også at fremstå fræk og forførende. Skal man være lidt højstemt kan man sige, at den er et fint symbol på puritanisme og åndelighed – en trend, man vel kun kan hilse velkommen.

Grå på den hårde måde

Åndelighed og beton er ikke umiddelbart synonymer. Noget tyder dog på, at tidsånden og forkærligheden for askesens grå igen passer meget godt sammen med 60’ernes og 70’ernes forkætrede byggemateriale, som er blevet comme il faut. Designere verden over bøjer sig i støvet og favner den grå beton, som nu anses for både at være grøn og politisk korrekt. Producenterne kvitterer for opmærksomheden ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale. Negative associationer, som måske snarere bør tilskrives 60’ernes politiske og designmæssige konformitet, skal ikke længere lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og blandt andet er konstrueret af beton, må man jo vedgå, at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen således tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene, at den nu er blevet anerkendt som værende grøn. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, kunst og design.