Sig navnet!

Say O er navnet på en helt ny stolekollektion med et markant grafisk udtryk. Stolene har ikke blot en stærk O-faktor – de har, i kraft af et enkelt og stilsikkert, skandinaviske formsprog, også et iboende klassikerpotentiale.

Text: Susanne Holte

Udeladelsens kunst bidrager ofte med nye skulpturelle kvaliteter. Ligesom pausen i fortællingen sætter det talte ord i relief, føjer fraværet af materiale i et kunstværk eller et design nye ekspressive dimensioner til helheden. Sådan er det også med Say O stolen, der er det første produkt, designet af den norske designgruppe KnudsenBergHindenes til den danske designvirksomhed Say O.

Say O stolen, der netop nu lanceres på det europæiske marked, er det første af en stribe produkter fra Say O, og virksomheden, der producerer og sælger møbler til både kontrakt- og detailmarkedet, har allerede høstet stor anerkendelse for det innovative design på de store internationale designmesser.

Stolen, der er fremstillet i det revolutionerende 3D-finer, lægger sig med sit stringente og organiske formsprog i naturlig forlængelse af den skandinaviske designtradition – en tradition, hvor form og funktion er ligeværdige størrelser og hvor æstetik og nødvendighed går op i en højere enhed.

Designerne KnudsenBergHindenes, der alle er uddannet designere fra Bergen Kunst- og Designskole, har på smukkeste vis udnyttet 3D-teknologien, der giver mulighed for at koble organiske former med et slankt udtryk uden at gå på kompromis med styrken.

Der er tænkt ergonomi og komfort, og Say O stolen klarer, trods sin slanke skal på blot 6,5 mm, alle styrketests med optimale resultater. Forklaringen er, at 3D-fineret presses ekstremt hårdt ved hjælp af en kostbar og patenteret teknologi, som netop giver designerne mulighed for at gå helt til grænsen for, hvad man normalt kan gøre med træ.

Den kompromisløse tilgang til Say O-projektet, har resulteret i en superlet og stabelbar stol, fremstillet af gedigne materialer: Skallerne er indtil videre presset i en knivskåret askefiner samt i bøge- og egefiner – egetræsudgaven fås i en hvidpigmenteret, en natur og en mørkbejdset variant. Dertil kommer en stribe lakerede overflader i standardfarverne sort, hvid, antracit, grøn, blå og gul. Say O har arbejdet målrettet på at finde frem til en lak med så mat en overflade som muligt- uden at gå på kompromis med slidstyrken.

Det lette stel, der er tilvirket med miljørigtig Krom 3 fås i tre varianter: med henholdsvis fire hjørneplacerede ben, slædestel samt et mere centerplaceret stel med skråtstillede ben. De to førstnævnte modeller er stabelbare.

Det markante, grafiske designbag Say O-kollektionen er skabt af den norske designergruppe KnudsenBergHindenes.

Se mere på www.sayo.dk