Sofa med favnende former


Let på tå og rig på detaljer. Den danske designer Anders Nørgaard har med Fonto skabt en ny sofa-serie med en grøn profil og klassikerpotentiale for Mogens Hansen A/S.

Rummelighed og lethed komplementerer hinanden i den nye sofaserie Fonto, designet af Anders Nørgaard for Mogens Hansen A/S. Designeren har med afsæt i dansk designtradition nyfortolket den klassiske sofa med særlig vægt på det enkle udtryk, de gode materialer og gennemførte detaljer. Resultatet er, ifølge Anders Nørgaard, stramt og tidløst. ”Fonto, der henter sit navn fra en rislende kilde, har imødekommende bløde kurver, men fremstår samtidig som et stilrent og stramt designet møbel med stor vægt på komfort,” fortæller Anders Nørgaard, der har kombineret en kubistisk og enkel ramme med bløde sæde- og ryghynder. Anders Nørgaard er lykkedes med at skabe en møbelserie, der udstråler visuel ro med fokus på designmæssige detaljer, der giver sofaen en unik karakter. Han har blandt andet forsynet armlænet med en ”spændt” indvendig bue, der understreger det favnende look.

5-mh-fonto-hvid-remix-2_5-pers-sofa-207cm-iklaedt-remix-fra-kvadrat

Fonto, der fås i flere størrelser og kombinationer, indgår i Mogens Hansens nye grønne Purpose-Design-kollektion, hvor alle materialer har en bæredygtig profil, det vil sige Øko-Tex-skum og FSC-certificeret træ og mulighed for at vælge svanemærkede tekstiler fra bl.a. Gabriel og Kvadrat. ”Den nye Fonto sofa-serie lægger sig i naturlig forlængelse af Mogens Hansens klassiske møbelkollektion. Samtidig er serien et godt eksempel på, at æstetik, miljø og komfort er tre absolut ligeværdige størrelser,” forklarer direktør Michael Hansen fra Mogens Hansen A/S

 

”Vi har sammen med designeren arbejdet målrettet på, at skabe et moderne møbel, som ikke sætter store miljømæssige fodaftryk, der føjer nye kvaliteter til moderne boligindretning og tilbyder stor komfort. Sidstnævnte er blandt andet sikret gennem en specialopbygget sædepude bestående af to kileformede hynder med hver sin hårdhed. Resultatet er et sæde, der opleves blødere bagtil. Ovenpå har vi så lagt 20 mm hypersoft skum – alt i kvaliteten waterlilly, der er markedets mest miljøvenlige skum,” fortæller Michael Hansen, der har haft et meget tæt samarbejde med Anders Nørgaard omkring både form og materialer. ”Anders Nørgaard har haft sin faste gang på fabrikken, hvor han har sparret med vores dygtige håndværkere. En arbejdsmetode, som giver optimale resultater, og som lader sig gøre, fordi vi har produktionen i Danmark,” slutter Michael Hansen.

 

4-mh-fonto-graa-molly_wfloor06_detail-3-pers-sofa-240cm-iklaedt-molly-fra-kvadrat