Liv i det døde

Gennem et år har Anne Nowak samlet visne blomster fra komposten på kirkegårde og presset dem. Med den fotografiske proces blåtryk, cyanoprints, fremkalder hun et negativt billede af blomsten og bearbejder det. En på samme tid konkret og abstrakt undersøgelse af fraværet og et forsøg på at tilføre de dødes blomster nyt liv.

Det er der kommet en interessant og rørende udstilling ud af, som åbner i New York den 3.-8. marts og som er en del af Amory Art Week. Udstillingen er kurateret af Cassandra M Johnsson og bærer titlen “Dead People’s Dead Flowers”.

Selvom der er flere gengangere blandt blomsterne: roser, nelliker og brudeslør, træder hver enkelt blomst frem i sin egen ret. Det er blevet til 150 individuelle tryk, som ikke blot puster nyt liv i de enkelte blomster, men som også fremstår som markører for det levede liv, som links til fortiden, og som remindere om, at vi er her på lånt tid.

Se mere om projektet og udstillingen på www.annenowak.org