VOV’et design

At hunden spiller en stor rolle – også på den globale designscene – dokumenteres når store designere som f.eks. japanske Nendo kaster sig ud i at designe madskåle, legetøj og hundesenge i læder. Se mere om den elegante hundekollektion ”Heads or Tails” på www.nendo.jp

Må man ta’ hunde med sig ind i himlen? Spørgsmålet stilles med mellemrum, men svaret blæser vist stadig i vinden. I mens vi venter på fyldestgørende svar, kan vi sende rumhunden Laika en kærlig tanke og lægge os i selen for at kreere en lille flig af paradis på jord til vores firbenede venner.

Text: Susanne Holte

Hunden bliver ofte udnævnt til at være menneskets bedste ven, og hvis statistik kan lægges til grund for den antagelse, så dokumenterer de knap 600.000 hunde, der er registreret i Danmark vel, at der er lidt om snakken. Selskabshunde, jagthunde, hyrdehunde, førerhunde, sporhunde, redningshunde, slædehunde og vagthunde – kært barn har mange navne og der er en firbenet ven til alle temperamenter, lige fra den hårløse accessory-hund i designertasken, over den lidt for velnærede familiehund med fast plads i sofaen, til den potente jagthund, der hver søndag i sæsonen lægger sig til rette i firhjulstrækkeren i sikker forvisning om endelig at få lov til at udfolde sit naturlige jeg. Uanset hvilken race, der strækker sig i hundekurvene rundt i de danske hjem, kan de alle påberåbe sig et stamtræ, som udspringer fra ulven. Ny forskning påviser, at alverdens hunde kan spores tilbage til nogle få hundrede ulve, der for mellem 11.500 og 16.300 år siden blev tæmmet i Kina og som derfra udviklede sig til Canis Lupus Familiaris – eller mere mundret: familiehunden. Hunden er således det husdyr, som tidligst blev tæmmet af mennesket og der findes i dag mere end 800 hunderacer – læg dertil et ukendt antal gadekryds. Ægte eller ej: de fleste hunde er elsket og forkælet. Nogle med gourmetfoder, designerhalsbånd og hundesenge, der matcher moderne indretning. En gennemsnitshund koster ca. 100.000 kroner i løbet af sin levetid. Om dette nette beløb kun dækker anskaffelse, foder, dyrlægeregninger og pelspleje vides ikke, men mon ikke der indenfor den ramme kan blive frigjort midler til en hundeseng, som ikke blot højner Fidos og Kings livsglæde, men som også pirrer det menneskelige øje.

Luksusseng/sofa til hunden i skikkelse af ”Club Dog Pet Bed” fra det amerikanske møbelfirma Kavante. Der er kælet for detaljerne med satinbørstet stål og hynder med memoryskum. Se mere på www.kavante.com

”Padpod” er møblet til enhver designorienteret hund. Denne moderne luksusseng er fremstillet til mindre selskabshunde og kan erhverves hos engelske Bark and Miao. Man kan vælge polster i tyve forskellige farver. Se mere på www.barkandmiao.com

Har man en firbenet ven, der ofte er med på tur, er denne transportable hundeseng/tæppe ”Travel Bed” fra Cloud7 måske en ide. www.cloud7.de

Disse bløde og indbydende hundesenge bærer med rette navnet ”Sleepy Deluxe” og indgår i tyske Cloud7’s eksklusive kollektion til hunde, som for nylig blev præsenteret hos Normann Copenhagen. Se mere på www.cloud7.de

Luksusseng/sofa til hunden i skikkelse af ”Club Dog Pet Bed” fra det amerikanske møbelfirma Kavante. Der er kælet for detaljerne med satinbørstet stål og hynder med memoryskum. Se mere på www.kavante.com

Hundeskåle er sjældent en fryd for øjet. ”Dogleg Diner” er en undtagelse. Her løftes skålene oven i købet op i spisehøjde. Fås i flere farver, højder og størrelser fra Doca Pet. Se mere www.docapet.com

Canadierne kan åbenbart også noget med design til hunde. Her er et fint eksempel på en elegant hundeseng fra Pup & Kit. ”Joey Low Back Bed” er designet af Eat.Sleep.Fetch og man kan se mere på www.pupandkit.com