Archive: september, 2014

Ny rekord

Flemming Lassens lænestol “Den Trætte Mand” fra 1935 er netop blevet solgt på Bruun Rasmussens Kunstauktioner til den rekordhøje pris af 1.420.000,- kroner. Den hidtidige auktionsrekord på et tilsvarende eksemplar af stolen lød på 620.000,- kroner. Der er tale om en sjælden overpolstret stol med lyst brunt lammeskind udført hos snedkermester A.J. Iversen.

Flemming Lassens møbler er uhyre sjældne på auktionsmarkedet og fremstår idag som ikoner inden for den del af modernismen, der kombinerer bløde organiske former med høj kvalitet og funktionalitet.

 

Auktion lagt ned af egen succes

Bruun Rasmussen Auktioner blev torsdag aften lagt ned af ivrige online-bydere, der overbelastede nettet. Auktionen over designklassikere fra midten af 1920’erne til 1940’erne skabt af Flemming og Mogens Lassen, Arne Jacobsen og Poul Henningsen, bliver derfor genoptaget på mandag den 29. september klokken 16.00.

Auktionens store højdepunkt, Flemming Lassens unikke lænestol fra 1938, har endnu ikke været under hammeren. Den skulpturelle stol med stel af cubamahogni og sæde, ryg og armlæn betrukket med patineret naturskind er vurderet til 800.000- 1.000.000 kroner. Den er udført af snedkermester Jacob Kjær og blev vist første gang på Snedkerlaugets Udstilling, men var med sit åbne ryglæn for avanceret til samtidens smag og blev aldrig sat i produktion. Der er derfor tale om et unikaeksemplar, som Flemming Lassen har haft stående i sit private hjem.

 

Særudgave af Y-Stolen

Carl Hansen & Søn runder 100-året for Hans J. Wegner med en særudgave af Y-Stolen udført i 100 år gammelt bøgetræ fra Sydfyn – plantet i 1914 – Wegners fødselsår.

Wegner tegnede Y-Stolen til Carls Hansen & Søn i 1949 og den ikoniske stol kom i produktion året efter og er siden da blevet fremstillet uafbrudt siden. Særudgaven er en hyldest til stolens mester. Hvert eksemplar får et unikt oprindelsesmærke med serienummer og ægthedscertifikat. www.carlhansen.dk

 

Farver i flok

Den unge norske designstuderende Aud Julie Befring, der studerer produktdesign på Oslo and Akershus University College of Applied Science i Oslo, har allerede godt fat med sine fine designs. Det er blevet til flere udmærkelser og særudstillinger med hendes meget personlige og ekspressive designs, ofte inspireret af naturen og traditionelt håndværk. Nyd hendes skammel fra serien ”Cool With Wool, hvor hun mikser filt med træ og leger med de skønneste farver. Foto: August Lundberg. Følg hende på www.audjulie.com

Hvorfor nøjes med en farve når man kan tage hele paletten i brug. Farver skubber til humøret, vækker sanserne og bringer positive vibrationer ind i indretningen. Hold fast i den sidste rest af sommer med et sandt farveorgie – det er der rigtig mange designere der gør netop nu.

Text: Susanne Holte

Farver kommer og går. Ligesom Picasso havde en rosa og en blå periode, der var ladet med hver sin symbolik – den blå periode blev sat i gang som en reaktion på sorgen over en god vens selvmord – så dukker farverne også op i bølger på indretningsscenen. Nogle farver bliver stående som markører for bestemte epoker. Har man oplevet 70’erne vil man sikkert mindes en orange, en grøn og en brun periode med blandede følelser. I dag er farverne blevet mere flygtige – de bliver ikke stående så længe, at de på helt samme måde bliver signaturer for en epoke. Designerne giver os mere spillerum, men man kan dog stadig tale om strømninger og tendenser. Denne sommer har for eksempel budt på masser af blå skalaer, søgrøn og nude, som vi kommer til at støde på en rum tid endnu. Er man trofast læser af nationale og internationale boligmagasiner vil man sikkert også have registreret, at den neutrale farveskala med natur, hvid, grå og sort gennem et par år eller mere er blevet garant for den gode smag.

Går man nu og sukker efter mere kulør på tilværelsen er der ingen grund til at fortvivle. Ude i periferien rører de klare farver på sig og hører man til dem, der ikke kan få nok, kan man glæde sig over at farverne nu kommer i flok. Sofaer og lænestole klædt i flere nuancer på én gang, skamler og spisestuestole i forskellige kulører omkring bordet, reoler, skabe og skænke med multifarvede låger, borde med kulørte kakler, eller brugskunst, møbler og tekstiler med dye-effekt, hvor farverne toner langsomt ud eller går over i andre nuancer. Der bliver kort sagt gode muligheder for at gå farve-amok.

Ballroom-lamper fra Designbyus.

Er man til anonym opbevaring, skal man nok ikke gå efter ”Collect 2013” skabene, designet af Anna Larsson & Sara Larsson. Kollektionen består af en række modeller med hver deres individuelle farverige identitet. Tør man ikke gå planken ud fås de alternativt med hvide stokkelåger. www.a2designers.se

Arne Jacobsens stol Dråber fra Fritz Hansen.

Grænsefladen mellem kunst og design er ofte meget fin. Det demonstrerer den svenske designer Fredrik Paulsen, der seneste har kunnet opleves i Danmark på Gallery Etage Projects i København, hvor man blandt andet kunne fryde sig over hans ”Easy Chair”. Foto: Viktor Sjödin.  www.fredrikpaulsen.com

Naturens farver kan bestemt også noget – og det behøver langt fra at være kedeligt og anonymt. Se blot på spanske Patricia Urquiolas supersmukke marmorbord fra den italienske marmorproducent Budri’s ”Origami”-kollektion, hvor designeren har hentet inspiration i den japanske foldeteknik. Origami følger op på successen med ”Earthquake”-kollektionen. www.budri.com  www.theapartment.dk

Farverne ligger så tæt, at man næsten får et indtryk af dye-effekt. Reolmøblerne ”Color Fall” er designet af Garth Roberts for italienske Casamania. www.casamania.it

Farver giver gode muligheder for at udfolde kreativiteten og skabe et meget personligt møbel. En af de producenter, der hjælper de farveglade på vej er Eilersen, der tilbyder en kollektion af modulsammensatte sofaer. Det drejer sig blandt andet om modellerne ”Cocoon”, som vist, ”Great Pampas” og ”Block”, som kan beklædes med Multi Fabric. www.eilersen.eu

”Straw” og ”Superkink”, designet af osko & deichmann for svenske Blå Station er en kollektion af innovative møbler, hvor man kan lege med larmende kontrastfarver i stel og hynde. Lakeret stål, polyureathan og tekstil.  www.blastation.se

Innovative designerduoer sætter i disse år dagsordenen – blandt disse er Lanzavecchia-Wai, bestående af italienske Francesca Lanzavecchia og  den Singapore-baserede Hunn Wai, der i flere omgange har gjort sig positivt bemærket i Danmark, blandt andet med opbevaringsmøblerne Fragmented Cabinet’s. Foto: Patrick Toomey Neri. www.lanzavecchia-wai.com

Legato skænk af den finske designertrio ClaessonKoivistoRune for Casamania.

”Serenissima” er ikke alene navnet på nogle af Patricia Urquiolas seneste designs for Moroso. Det er også det latinske navn for republikken Venedig. Møbelkollektionen er da også ment som en hyldest til byens unikke kulturarv, til vandet og de mange broer. Det særegne tekstil, der er en væsentlig del af designet, hedder Acqua Alta og er fremstillet hos Rubelli eksklusivt til Moroso. www.moroso.it

Montana giver den fuld gas og leger med farverne i sensommerens magasin ”Living vol 5”, hvor de har ladet sig inspirere af norske locations med høje fjelde og dybe fjorde. De rå rammer spiller op mod former og farver og man har til lejligheden kombineret farverne montparnasse, tokyo yellow, ginza pink, botanique og boulevard. www.montana.dk

Sig navnet!

Say O er navnet på en helt ny stolekollektion med et markant grafisk udtryk. Stolene har ikke blot en stærk O-faktor – de har, i kraft af et enkelt og stilsikkert, skandinaviske formsprog, også et iboende klassikerpotentiale.

Text: Susanne Holte

Udeladelsens kunst bidrager ofte med nye skulpturelle kvaliteter. Ligesom pausen i fortællingen sætter det talte ord i relief, føjer fraværet af materiale i et kunstværk eller et design nye ekspressive dimensioner til helheden. Sådan er det også med Say O stolen, der er det første produkt, designet af den norske designgruppe KnudsenBergHindenes til den danske designvirksomhed Say O.

Say O stolen, der netop nu lanceres på det europæiske marked, er det første af en stribe produkter fra Say O, og virksomheden, der producerer og sælger møbler til både kontrakt- og detailmarkedet, har allerede høstet stor anerkendelse for det innovative design på de store internationale designmesser.

Stolen, der er fremstillet i det revolutionerende 3D-finer, lægger sig med sit stringente og organiske formsprog i naturlig forlængelse af den skandinaviske designtradition – en tradition, hvor form og funktion er ligeværdige størrelser og hvor æstetik og nødvendighed går op i en højere enhed.

Designerne KnudsenBergHindenes, der alle er uddannet designere fra Bergen Kunst- og Designskole, har på smukkeste vis udnyttet 3D-teknologien, der giver mulighed for at koble organiske former med et slankt udtryk uden at gå på kompromis med styrken.

Der er tænkt ergonomi og komfort, og Say O stolen klarer, trods sin slanke skal på blot 6,5 mm, alle styrketests med optimale resultater. Forklaringen er, at 3D-fineret presses ekstremt hårdt ved hjælp af en kostbar og patenteret teknologi, som netop giver designerne mulighed for at gå helt til grænsen for, hvad man normalt kan gøre med træ.

Den kompromisløse tilgang til Say O-projektet, har resulteret i en superlet og stabelbar stol, fremstillet af gedigne materialer: Skallerne er indtil videre presset i en knivskåret askefiner samt i bøge- og egefiner – egetræsudgaven fås i en hvidpigmenteret, en natur og en mørkbejdset variant. Dertil kommer en stribe lakerede overflader i standardfarverne sort, hvid, antracit, grøn, blå og gul. Say O har arbejdet målrettet på at finde frem til en lak med så mat en overflade som muligt- uden at gå på kompromis med slidstyrken.

Det lette stel, der er tilvirket med miljørigtig Krom 3 fås i tre varianter: med henholdsvis fire hjørneplacerede ben, slædestel samt et mere centerplaceret stel med skråtstillede ben. De to førstnævnte modeller er stabelbare.

Det markante, grafiske designbag Say O-kollektionen er skabt af den norske designergruppe KnudsenBergHindenes.

Se mere på www.sayo.dk