Tingsteder

Ting tager tid! Selvom der måske kun er tale om døde ting, må man nøjes med at tage én ting ad gangen. Vil man alligevel ikke affinde sig med tingenes tilstand kan løsningen være at kalde tingene ved deres rette navn eller at tage hver ting til sin tid – se på tingenes tilstand og bringe dem til et tingsted.

Text: Susanne Holte

Det startede med dragkister, kommoder og karlekammerskabe. Så kom dækketøjsskabene, amagerhylderne, vitrinerne og piedestalerne. Senere kom de store systemer i form af reoler med plads til gigantiske bogsamlinger, væg-til-væg moduler og walk-in skabe med plads til mængder af tøj, sko og andre personlige ting. Der blev samling på tingene, orden i kaos og opbevaringsplads til vores materielle velstand.

De store altomfavnende elementmøbler og de integrerede gemmesteder optager stadig mange kvadratmeter i vores hjem, også selvom kulturelitens bugnende bogreoler er på retræte hos den unge generation, der foretrækker at oplagre deres liv i cyberspace. Midt i mellem disse to poler oplever vi så igen en dekonstruktion – en opsplitning i mindre elementer i skikkelse af små skulpturelle møbler, der kan rumme vores personlige nips og som underbygger vores mantra om altid at være i bevægelse og være omstillingsparat. Der er til dels tale om praktiske møbler, der modsvarer specifikke behov, men også om møbler, der kan sammenlignes med de montre, som vi kender dem fra museer eller butikker og hvor vi kan udstille kunst og brugskunst.  Dækketøjsskabene, som havde deres storhedstid i 30’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne har længst fået en renæssance – både de velkendte klassiske bud og de mere moderne fortolkninger. Fra samme epoke henter vi lige nu også de gamle indskudsborde ind i varmen. Markedet oversvømmes med småborde i alle tænkelige former og materialer. Sådan er det også med de små opbevaringsmøbler, der byder sig til som skjul for nøgler, mobiltelefoner, opladere, handsker og andre små livsfornødenheder, der let bliver borte eller som ligger og skaber uorden på borde og stole. Mange af tidens nye opbevaringsmøbler fungerer ikke blot som praktiske tingsteder, men fremstår også som små skulpturer i indretningen. Selvom der stadig er mere status i at tegne smukke stole, tage udfordringen op med en komfortabel sofa eller at udtænke et elegant bord, er der nu flere designere, der giver sig i kast med mindre prestigefulde projekter. Tendensen kunne aflæses på den seneste SE-udstilling på Designmuseum Danmark, hvor temaet denne gang var; Opbevaring. Stillet overfor dette dogme, demonstrerede godt 40 danske og udenlandske designere i samspil med nogle af de dygtigste producenter at kreativiteten sagtens kan finde et originalt udtryk i det små.

Chameleon Cupboard er endnu et pletskud fra den svenske designtrio Front. Opbevaringsmøblet, der er sat i produktion af italienske Porro, har referencer til de historiske rejsekufferter. Det praktiske møbel giver ligeledes associationer til kinesiske æsker, der konstant viser sig i nye overflader og materialer. www.frontdesign.se, www.porro.it

Det svimler helt for øjnene når blikket falder på Ferruccio Lavianis skab Good Vibrations fra den italienske producent Fratelli Boffi, der er kendt for deres ekspressive møbler. Skabet er skåret ud i egetræ ved hjælp af en CNC-maskine. www.fratelliboffi.it

Graffiti, JetClass.

Montana er først og fremmest forbundet med reolkasser, men systemet kan så meget andet. En af mulighederne er at frembringe en montre, hvor man kan udstille kunstværker eller andre genstande, der tåler dagens lys. www.montana.dk

Det portugisiske designfirma Boca do Lobo er ikke bange for det ekstraordinære, grænsende til det svulstige. Et eksempel er Pixel-kollektionen, der er en hyldest til både håndværk og design. Skabet er skabt af mere end tusind trekanter beklædt med lak, guld og sølv. www.bocadolobo.com

Den italienske producent Porro har længst fået øjnene op for svensk designtalent i skikkelse af Front, der blandt andet har udviklet Mikado, der med sin lette og åbne struktur bestående af asketræsstokke er en mellemting mellem en vitrine og et skab. www.frontdesign.se , www.porro.it

Den schweiziske designvirksomhed Atelier Oï, der er grundlagt af Aurel Aebi, Armand Louis og Patrick Reymond, beskæftiger sig med både arkitektur og design – et eksempel på det sidste er Hommage skabskollektionen, der fremstilles hos Röthlisberger. www.roethlisberger.ch , www.atelier-oi.ch

Drum designet af Troels Grum-Schwensen og fremstillet af Montana til SE 2013.

Opbevaring var temaet for vinterens SE-udstilling, og mange danske og udenlandske designere havde budt ind med kreative fortolkninger på et lidt overset tema. Et af de flotte bidrag kom fra Thomas E. Alken, der deltog med sin på én gang elegante og rustikke Turn-Table.

Stack Table er et smukt eksempel på et multifunktionsmøbel: bord og opbevaring i et. Det er den Singapore baserede designer Nathan Yong, der har designet det farverige og praktiske møbel for italienske Living Divani. www.livingdivani.it