Archive: marts, 2013

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.

Tidsrejser og m


Giv nødvendighedens æstetik lidt kant med elementer fra en svunden tid.

Text: Susanne Holte

Når man hver måned har til opgave at spotte og sætte navn på en ny trend, at tydeliggøre en tendens, spinde en rød tråd og skabe overblik i en verden, hvor der hvert minut kreeres nye produkter, innovative designs, eksklusiv kunst og brugskunst i alle former, materialer og stilarter, så sætter man sig i virkeligheden i kuratorens stol. Opgaven består reelt i at vælge fra og at skabe en slags orden i kaos. Tilbage bliver et koncentrat, som man med lidt god vilje kan kalde en trend – et bud blandt mange – på, hvordan man også kan indrette sit hjem. Koncentratet vil som regel bestå af nye og overraskende elementer, af ting, der peger fremad – også selvom designerne har hentet inspirationen i en velkendt historisk kontekst, som for eksempel den aktuelle 70’er stil. Et hjem består dog sjældent udelukkende af funky, futuristiske møbler og genstande. Det er oftest kendetegnet af et miks af forskellige stilarter, møbler fra flere perioder, arvestykker og nye investeringer. Og faktisk er det netop dette samplede hjem, der netop nu er allermest trendy: det personlige hjem, hvor man gennem sine valg af møbler og nips signalerer, at her bor ægte, levende mennesker med en historie og et levet liv i bagagen. Nogen vil hævde, at sådan har det altid været, mens andre vil påstå, at det er en naturlig reaktion på den nødvendighedens æstetik, som især vi skandinaver har rendyrket de seneste årtier. Uanset hvem, der har ret, så søger vi nu – måske på grund af krisen – efter autenticitet og en fortælling, der rækker ud over os selv. Vi spiller bold i krydsfeltet mellem det analoge og det digitale og fornøjer os med interiør med stærke referencer til en svunden tid.


I det lys er det en spændende opgave at få lov til at vælge og vrage mellem de mange sjove og originale effekter, som er sat til salg i Bruun-Rasmussens første Interior-auktion. Selvom jeg selv er rundet af en moderne design-tradition er det interessant at gå på jagt efter ting, der ikke blot fortæller deres egen historie, men som også føjer nye lag til ens egen. Mine valg afspejler, at jeg ikke er noget nipse-menneske, men også at jeg holder af kunst og ting med brugsværdi, som for eksempel den funktionelle bankboks af jern og messing, hentet hjem fra den Svenske Handelsbanken. Boksen, hvori man kan opbevare sine værdier, føjer noget skævt og industrielt til en stringent og moderne indretning. I samme boldgade er de to teaterprojektører fra Strand Electric i Londons West End – byens traditionelle teaterkvarter, hvorfra man siden 1914 har leveret udstyr til film- og teaterproduktioner over hele kloden. Fantastisk historie bag nogle lamper, der sagtens kan tage kampen op mod enhver moderne lyskilde. Til samme univers kunne man føje det svenske stationsur i støbejern, fremstillet af fabrikken G.W. Linderoth i Stockholm omkring år 1900. Det rammer ned i en meget aktuel trend med fokus på det analoge ur – som kontrast til de utallige digitale ure vi har i vores computere, telefoner, ipads m.m. En anakronisme, men af den brugbare slags. I en tid, hvor vi bombarderes med billeder overalt og hvor det er svært at fastholde det sete i mere end det splitsekund, det tager at skimme nye input på Instagram, kunne et andet bud på en god investering være det originale pressefotografi fra Apollo 11 månelandingen den 31. Juli 1969. Billedet af Edwin Aldrin er taget af netop afdøde Neil Armstrong med et særligt månekamera, udviklet af NASA.

Bliver vi i det ikoniske univers, falder valget naturligt på det usignerede oliebillede af den korsfæstede Kristus fra det 17. århundrede. Motivet er fortegnet, men stærkt i sit udtryk, og minder mig om, at megen af den bedste og mest ekspressive kunst er skabt i en religiøs kontekst, som herhjemme har arvtagere som Arne Haugen Sørensen, Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt m.fl.

Endelig kan jeg ikke komme udenom den lille skulptur i form af et hestehoved i træ. Den er fra ca. år 1900 og pænt forvitret, men det er netop det, der gør den charmerende. Tidens tand har udvisket hesten og i stedet efterladt billedet på en hest. Tilbage står ikonet, symbolet – lidt ligesom den gamle rejsetaske af krokodilleskind fra starten af det 20. århundrede, der udover at være anvendelig til opbevaring af papir også giver associationer til rejsen – både den mentale og den fysiske.

Se mere på: www.bruun-rasmussen.dk