Archive: januar, 2013

International designpris

&tradition har på rekordtid lanceret en lang række designs, både relanceringer og helt nye. For mindre end 6 måneder siden bragte &tradition sofaen MAYOR frem i rampelyset igen, en sofa skabt af arkitekterne Arne Jacobsen og Flemming Lassen. Nu har sofaen fået en af de mest markante internationale anderkendelser: ”Best Reissue”,  Wallpaper* Design Award 2013. Inspireret af den internationale modernisme, blev MAYOR sofaen designet til Søllerød Rådhus, bygget fra 1939-1942. Som led i processen var arkitekterne Arne Jacobsen og Flemming Lassen ansvarlige for rådhusets æstetiske udseende, helt fra design af møbler til små detaljer såsom dørhåndtag.

Arne Jacobsen er et navn i dansk designhistorie de fleste kender. Færre er opmærksomme på det fantastiske samarbejde der var etableret mellem Arne Jacobsen og Flemming Lassen. De to arkitekter skabte mange prisvindende designs sammen, og Flemming Lassen er på mange måder lige så interessant som Arne Jacobsen.

Flemming Lassen (1902 – 1984) og Arne Jacobsen kendte hinanden tilbage fra kostskoletiden og Jacobsen kan takke skolekammeraten for sin succes, for uden Lassens opfordring til at blive arkitekt, havde Jacobsen sikkert forblevet maler. Sammen skabte de, foruden Søllerød Rådhus, en lang række andre prisvindende projekter.

Se mere på: www.andtradition.com

 

Tr

Watch Me af Sofie Østerby.

Plastik er yt, træ er hot, lyder det fra 15 unge danske designtalenter, der udstiller på Formland UPgraded fra den 2. til den 5. februar i messecenter Herning. De 15 talenter kommer fra designskolerne i Kolding, Århus, København og Bornholm, og de medbringer hver et produkt, som deltager i konkurrencen om at blive messens mest innovative UPcomming nyhed.

DryUnder er designet af Sanne Kyed og Anne Nørbjerg.

 

Poetry emotions

Blue Longnecks hedder denne skønne glasskulptur, udformet af den danske glaskunstner Trine Drivsholm, der som mange andre danske glaskunstnere har base i Ebeltoft, hvor hun netop har udstillet på Glasmuseet. Hun har sit eget galleri i den østjyske by : Møhl & Drivsholm Glas i samspil med Tobias Møhl. De to tilhører eliten indenfor dansk glas og har gjort sig bemærket langt udenfor Danmarks grænser. Trine Drivsholm interesserer sig først og fremmest for form, overflade og samspillet mellem objekter. www.mohl-drivsholm.dk

Man kunne fristes til tro, at det i krisetider ville være svært for poesiens blå blomst at finde fodfæste. Ikke desto mindre flyder der netop nu en poetisk åre ind gennem kaos og gøder jorden for en stribe ekspressive designs med referencer til natur, himmellegemer, fossiler og mytologi. Elementer, der på sin vis stritter i hver sin retning, men som bindes sammen af en eksklusiv poetisk æstetik.

Text: Susanne Holte

Mindfulness har en rum tid været et uomgængeligt mantra for det moderne menneske – et redskab af buddhistisk oprindelse, beregnet til at finde fokus i en hektisk hverdag. Denne søgen efter ro afspejler sig i visse kredse i en genfunden interesse for poesi og spiritualitet. Simultant spores der, blandt designere og kunsthåndværkere, en tilsvarende interesse for et mere poetisk og ekspressivt formsprog – en søgen efter et mere sanseligt designunivers og en ny æstetisk tilgang til formgivningen med afsæt i åndelighed,  mytologi, natur og følelser. Et forsøg på ikke blot at skabe et produkt med en funktion, men ligeledes på at skabe en fortælling. Tendensen eksisterer parallelt med mere puritanske udtryk og der er bestemt ikke vandtætte skotter mellem disse to verdner. Der er tværtimod gjort plads til at blande elementerne og kreere meget personlige indretninger.

Slår man efter i Nudansk Ordbog, vil man se at adjektivet poetisk er ensbetydende med at vække fantasi og følelser. Der er da også en sitrende stoflighed over mange af de nye designs, noget sart og skrøbeligt, der afkræver en følelsesmæssig reaktion fra beskueren. Sprøde materialer som glas, porcelæn og papir understreger forgængelighed samtidig med at motiverne og inspirationskilderne trækker tråde tilbage til ursuppen. Formerne er organiske og levende, materialerne ser ud som om de endnu ikke har fundet deres endelige form. Der er tale om produkter, der er spændt ud i krydsfeltet mellem kunst og design.

Det Paris-baserede galleri Ymer & Malta, der indehaves af Valérie Maltaverne og Rémy Le Fur, har specialiseret sig i at highlighte nye designtalenter og producere møbler og designs i begrænsede oplag – såkaldte limited editions. En af de unge designere, der nyder godt af denne opmærksomhed er Benjamin Graindorge, der er mesteren bag den smukke bænk Fallen Tree. Ideen bag det poetiske møbel er, at finde ind til træets DNA. Bemærk kontrasten mellem det rå og det forarbejdede træ og dyrk så lige den frække kontrast med plexiglas. Foto: Bernard Maltaverne. www.ymeretmalta.com , www.benjamingraindorge.com

Noé Duchaufour Lawrance er en af Frankrigs innovative unge designere, der som mange fra sin generation lader sig forføre af naturen og det organiske. Således også med siddemøblet Borghese, der tydeligt demonstrerer, at Lawrance er lige så meget skulptør som designer. Den lille sofa er inspireret af pinjerne i Villa Borghese i Rom. Metalstrukturen, der støtter hynderne illuderer netværket af grene. Tilsammen skaber de et komfortabelt landskab. De anvendte tekstiler er fra danske Kvadrat. Foto: Stanislas Wolff. www.noeduchaufourlawrance.com

Det er også den fabelagtige og ganske unikke designer Benjamin Graindorge, der har skabt MorningMist lampen for Ymer & Malta. Den er fremstillet af transparente og hvide glaskugler på en base af lakeret stål. Lampen har en helt særlig lethed og dynamik, der får den til at se ud som om den svæver og vokser på een og samme tid. Selv udtaler Benjamin Graindorge at han ønskede at kreere en lampe, som  er hentet ud af det mentale landskab mellem søvn og opvågning. Foto: Bernard Maltaverne.

Nogle af de materialer, der har størst poetisk potentiale er glas og plexiglas – sidstnævnte er anvendt på smukkeste vis i sofabordet Quark, designet af den franske designer Emmanuel Babled, der er kendt for sine fabulerende glasdesigns for blandt andre Venini, Baccarat, Rosenthal og Covo. Sideløbende arbejder hans designstudio med industriel design og udvikling af møbler og belysning. Quark bordet er fra hans limited edition. Den fås i mange størrelser og formater – også i varianter af træ og marmor. Foto: Carlo Lavatori. www.babled.net

Man tænker får og lam – både på grund af stofligheden, men også fordi formen har referencer til et dyr. Bænken er skabt af den israelske designer Ayala Serfaty, der er kendt for sine poetiske lamper, der associerer til vandmænd, tang og søanemoner. Bench er en lang håndlavet konstruktion beklædt med nuno filt (nuno er japansk og betyder klud). Materialet er udviklet i samarbejde med filtkunstneren Irit Dulman. Bænken indgår i Aqua Creations kollektion. www.aquagallery.com

Fakir Tapis, Perception Park

Dogmekeramik, Helle Hansen.

IN EL by Issey Miyake.

Aldo Bakker

Sand på silke, Pernille Holm.

Silk, Peter Donders.

Den svenske designertrio Front, der består af Sofia Lagerkvist, Charlotte von der Lancken og Anna Lindgren, var en af tre designere/designergrupper, der modtog opfodringen fra hollandske Booo! til at designe to pendanter, som skulle koste under 100 euro at producere. Front’s bud på denne opgave er Surface Tension Lamp, der består af en glasboble, der truer med at briste eller falde til jorden hvert øjeblik. Lyskilden er LED. www.booo.nl , www.front.se

TRÆunderVÆRKER

Paul Lemiski hedder en superdygtig møbelsnedker, der har specialiseret sig i skulpturelle stole – herunder gyngestole, som han udfører med stor finesse. Hans firma – Canadian Woodworks ligger i Toronto, men man kan se mere om de ekstraordinære møbler på www.canadianwoodworks.com

Naturens egne materialer har gennem en periode været i høj kurs – det gælder ikke mindst træ. Det bæredygtige materiale er længe blevet anvendt i sin mest rustikke form til møbler og brugskunst med et indlysende bæredygtigt look uden den store forarbejdning. Bæredygtighed og håndværksmæssig finesse er dog ikke hinandens modsætninger – måske tværtimod. Smukt forarbejdet træ og møbler af stor skønhed lever nemlig længere!

Text: Susanne Holte

En af naturens små underværker – træet – har gennem hele menneskehedens historie spillet en rolle for vores overlevelse og trivsel. Vi har brugt det som brænde for at holde varmen og lave mad, vi har bygget huse og både, fremstillet værktøj og møbler og meget mere. Faktisk står vi i evig gæld til disse fantastiske vækster, som via fotosyntese leverer den ilt vi indånder. Ikke så underligt at træet i de fleste kulturer har spillet en religiøs rolle – netop som symbolet på liv – tænk blot på livets træ og kundskabens træ. Den naturlige respekt er gået lidt af mode og i dag drives der decideret rovdrift på nogle af verdens vigtigste skovområder uden smålig skelen til hverken bæredygtighed, symbolik eller følelser. Sådan en adfærd afføder selvfølgelig reaktioner fra såvel store internationale organisationer som græsrødder – samt fra kunstnere og kreative sjæle, som for eksempel designere, der i en årrække har anvendt træet til møbler i bæredygtighedens navn. Møbler, som med et minimum af forarbejdning eller på basis af genbrugstræ, er blevet symboler på en ny livsstil, hvor respekt for naturen og jordens begrænsede ressourcer har første prioritet. En tendens, der stadig er aktuel og som fortsat finder nye former og udtryk.Bæredygtighed er dog ikke en entydig størrelse, som udelukkende kan måles i symbolværdi, materiale- og energiforbrug. I bæredygtighedens formel indgår også tid og trivsel. Et møbel, som i kraft af et sublimt formsprog og fantastisk håndværk, har potentiale til at leve i årtier, er således et bæredygtigt bidrag i en verden med en umættelig trang til forbrug. Det vidste møbelarkitekter som Hans J Wegner og Alvar Aalto, hvis møbler stadig lever og begejstrer efter fem og seks årtier, og den sandhed er også gået op for mange yngre designere, som arbejder målrettet på at finde ind til træets iboende skønhed.

Der fremvises også stor håndværksmæssig finesse og dygtighed i forbindelse med spanske Jaime Hayons elegante Twentytwo stol for italienske Ceccotti, der er kendt for sine elegante træmøbler. Lænestolen fås i ahorn og amerikansk valnød eller med lakeret overflade. www.ceccotticollezioni.it

Israelske Talents Design Gallery præsenterer netop nu en fin kollektion af småborde og skamler under navnet Diamond Woods. De håndlavede møbler er designet af det unge designerpar Tessler-Mandelovich, der ellers arbejder med tekstiler. Formen er inspireret af parrets egne vielsesringe. www.talentsdesign.com

Smuk bænk fra Emmemobili.

Knokke er ikke blot navnet på en belgisk by – det er også navnet på et fantastisk smukt møbel, designet af  Carlo Colombo for italienske Emmemobili. Sofaen er fremstillet af ét stykke træ og er et af svarene på den italienske producents udfordring til en række designere: skab et møbel i massivt egetræ. Knokke fås også som stol i natur eller bejdset. www.emmemobili.it

Twaya fra Emmemobili.

De svenske piger i designgruppen Front er produktive – seneste bud fra dem er stolen Gentle Chair, designet til italienske Porro. Der bliver leget med stolens arketyper. Den spændstige form understreges elegant af kontrasten mellem det mørke og lyse træ samt det læderbetrukne sæde. www.porro.it  www.designfront.org

Malmö- kollektionen fra Pedrali, der er designet af det italienske trekløver Michele Cazzaniga, Simone Mandelli og Antonio Pagliarulo, er inspireret af en imaginær rejse rundt om en skandinavisk sø. Den bærende idé er, at fremkalde den hyggelige fornemmelse af, at vende hjem til noget trygt og varmt. Serien består af en stol med og uden armlæn samt et bord i natur ask eller bejdset. www.pedrali.it

Der er kælet for detaljerne og håndværket er i top. Missboss skrivebordet fra danske Lopfurniture er designet af Lund & Paarmann. Materialerne er massiv valnød, kærnelæder og lakeret stål. Skufferne er lavet i ahorn og konstruktionen i underbordet er af massiv bøg. www.lopfurniture.dk

Valerie fra Miniforms.

Rippels bænken fra Horms.

”Af så kroget et træ, som mennesket er gjort af, kan intet lige skæres.”

Immanuel Kant