Knuder m

På sin kommende soloudstilling hos Copenhagen Ceramics viser en af Danmarks førende og internationalt anerkendte keramikere Martin Bodilsen Kaldahl helt nye keramiske værker. Udstillingen ”Other Objects” finder sted fra den 27. september – 20. oktober 2012.

De nye værker fra Martin Bodilsen Kaldahls hånd fordeler sig på to umiddelbart meget forskellige kategorier: de abstrakte og de figurative værker. De figurative værker tæller værkerne inspireret af grenen og træstammen. Træstammen med de afsavede grenes rene flader danner i de nye værker afsæt for variationer, der både peger på træet som natur og kultur. De abstrakte værker tager udgangspunkt i knuden, som er et væsentligt fascinationsobjekt for Kaldahl, og som mange af de nye værker refererer til. Martin Bodilsen Kaldahl lægger således stor vægt på værkernes rent visuelle udtryk. Hvordan de påvirker os, og hvordan vi sansemæssigt oplever rytmen i fladernes vekslen, formens volumen og karakter og materialernes stoflighed. Hvordan vi berøres følelsesmæssigt i en direkte bevægelse fra tingen til kroppen – en parallel til musikkens umiddelbare indvirkning på os. I sin arbejdsproces undersøger Kaldahl desuden, hvordan velkendte ting i vores omgivelser kan få et nyt visuelt udtryk i værket og åbne op for en anden forståelse af tingene som andre – poetiske – objekter. www.copenhagenceramics.com