Nyfeminister viser bryster

Hustruen, Elskerinden, Ekskæresten og Singlen udstilles frem til den 21. juni på Carlsberg, når 18 unge kvindelige designere og arkitekter forenet under navnet Rundkant, åbner en udstilling, der med udgangspunkt i kvindens krop og rolle, viser eksperimenterende møbeldesign.

Udstillingen er en hyldest til kvindegruppen Kropsholder, som i midten af halvfemserne skabte stor opmærksomhed ved at sætte fokus på kvindelige designere i det skandinaviske designfelt i en tid, der var kendetegnet ved traditionsbunden, maskulin vanetænkning. Designere som Louise Campbell, Cecilie Manz og Liselotte Risell fik deres gennembrud med Kropsholder og ændrede dagsordenen ved at kræve plads til det feminine, poetiske og eksperimenterende møbeldesign i Norden. Rundkant siger nu tak til Kropsholder, fordi de har banet vejen for næste generation af designere, været forløbere og forbilleder. Vigtigst af alt har de har inspireret en hel generation af unge designere. I Ny Tap fra den 31. maj 2012 vil Rundkant bære faklen videre og vise deres bud på nyt, feminint møbeldesign. I alt 18 kvindelige designere fra forskellige designfagligheder (grafikere, illustratorer, tekstildesignere, modedesignere, arkitekter, interaktionsdesignere og industrielle designere) giver bud på nye kropsholdere. I stedet for at diskutere speltkusser og bitterfisser, har de udstillende designere fabuleret over deres forhold til en konkret kvindefigur, og diskuterer ud fra denne nogle af de associationer, vi alle har til de traditionelle kvinderoller. I udstillingen kan man bl.a. møde Hustruen, Elskerinden, Ekskæresten og Singlen oversat til et siddemøbel – en kropsholder. Blandt de udstillede værker kan opleves ”Moderen” designet af tekstildesigner Charlotte Bodil Hermansen, der med udgangspunkt i afstøbninger af 12 kvinders bryster, har designet en møbelinstallation skabt til at pirre sanserne og vække nysgerrigheden – hvem har ikke lyst til putte sig ind til bløde og dejlige bryster fremstillet i skind og pels?

Kvinde, kend din Kropsholder giver en unik mulighed for at opleve næste generation af kvindelige designere i starten af deres karriere.