Archive: januar, 2012

Fornemmelse for form

Han har skabt en af verdens mest ikoniske og populære bygninger – Sidney Operaen, en bygning, der på storslået vis er med til at definere en hel nation, men han har også præsteret så meget andet i sin lange karriere. Jørn Utzons virke beskrives nu i en aktuel bog – Jørn Utzon – Arkitekturens tilblivelse og virke.

Text: Susanne Holte

Foto: Freyssinet

Der er skrevet og sagt rigtig meget om Jørn Utzon – en af Danmarks berømte sønner, der for længst har slået sit navn fast ude i den store verden med sin originale og humane arkitektur. Han har været inspirationskilde for flere generationer af arkitekter, han har dannet skole og skabt debat, og nu er han igen aktuel i en ny bog, skrevet af Michael Asgaard Andersen, som går bag om de traditionelle fremstillingsformer af arkitekten og i stedet fokuserer tematisk på de mange projekter Utzon har signeret. Bogen, der bærer titlen ”Jørn Utzon. Arkitekturens tilblivelse og virke, er opdelt i seks hovedtemaer: sted, arbejdsmåde, byggekultur, konstruktion, materialitet og levevis. Det vil sige at forfatteren angriber materialet på tværs af projekter og kronologi. Der er altså ikke tale om en livsskildring eller en kronologisk gennemgang af Utzons samlede værker, snarere en indsigt i den måde arkitekturen er opstået på og ikke mindst den arkitekturopfattelse, der ligger bag. Bogen peger samtidig på centrale arkitektoniske problemstillinger i dag. Illustrationerne i bogen dokumenterer skabelsen af byggede og urealiserede projekter samt bygningerne efter ibrugtagning. Derfor er det traditionelle arkitekturfotografi, som ofte tages lige efter, bygningen står færdig, kun i mindre grad inkluderet. Der er i stedet lagt vægt på at illustrere arkitekturens processer fra de første skitser til bygningernes patinering. Bogen indeholder derfor mange skitser, tegninger og modeller fra Utzons tegnestue samt fotografier af byggepladser og bygninger, såvel som fra rejser. På den måde er der ikke tale om en coffee-table-book, der byder sig til i kraft af sine glittede billeder, men snarere om et værk der møder den arkitekturinteresserede i øjenhøjde. Selvom bogen hævder at henvende sig til den alment interesserede læser, så er der nok mere at hente for arkitekter, fagfolk og andre med særlig interesse for arkitektur. Det skyldes ikke at Michael Asgaard Andersen på nogen måde henvender sig til sine læsere i et akademisk og elitært sprog, men snarere at vi normalt bombarderes med letkøbte løsninger. Utzon har i øvrigt selv skrevet en række af teksterne om egne projekter og sit syn på arkitektur og det giver en god fornemmelse af den refleksive måde han arbejdede på. Taksterne fremstår som væsentlige udsagn om samtidens arkitekturopfattelse og bidrager til at belyse bogens temaer. Michael Asgaard Andersen (f.1973) er selv arkitekt MAA, Ph.d og assisterende kurator på Louisiana Museum for Moderne Kunst, og hans faglige baggrund er med til at give bogen tyngde.

Jørn Utzon – Arkitekturens tilblivelse og virke

Michael Asgaard Andersen

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk

Vejledende pris 349,95

312 sider, illustreret i farver. Indbundet.

Udkom 16. Nov. 2011

”At være i kontakt med tiden, med omgivelserne, at se inspirationen i selve opgaven, er en nødvendighed for at kunne oversætte opgavens krav til et arkitektonisk sprog, der danner en enhed af alle de forskellige faktorer. Samtidig må arkitekten have en fabulerende evne, som man sommetider kalder fantasi, sommetider drømmeri.”

Jørn Utzon

Cuts and Interventions


Modsætninger mødes, når to af Danmarks prisbelønnede keramikere Bodil Manz og Bente Skjøttgaard sætter hinanden stævne på udstillingen ”Cuts and Interventions”. De kommer fra hver deres generation og tradition, men undersøger på udstillingen mulige fællesnævnere. Resultatet kan opleves på Københavns nye keramiske galleri Copenhagen Ceramics i dagene 2. – 25. februar 2012.

På deres første fælles udstilling nogensinde har to af Danmarks meget markante kunstneriske profiler valgt at undersøge mulige fællesnævnere i deres ellers så forskellige arbejde. Udstillingens titel ”Cuts and Interventions” hentyder til den helt specielle måde, hvorpå de to keramikere styrer både materialer og arbejdsproces. Bodil Manz, kendt verden over for sine papirstynde porcelænscylindre, undersøger sin egen keramiske historie. Hun opbryder støbeformene til tidligere værker, genanvender og genfortolker disse tidligere former og arbejdsredskaber i helt nye værker, der er samplet og sat sammen med helt nye formdele, som en slags spor gennem tiden fra hendes værksted. I andre værker lader hun nye grafiske ornamenter opstå på sine porcelænscylindre inspireret af det virvar af kantede former, som dannes af fraklip, der falder på gulvet og hober sig op under arbejdet med at overføre transfers, farve og lak til den glaserede skærv. ’Genbrug af mit arbejde’ kunne de måske hedde, overvejer hun. I processen med disse nye ting sætter Bodil Manz på en poetisk måde både et punktum for bestemte dele af sit tidligere virke, men åbner samtidig døre til et nyt univers, som vokser organisk ud af en lang karrieres undersøgelser i materialet. Bodil Manz’ værker er kendetegnet af stærke grafiske og oftest geometrisk baserede mønstre, der bevidner hendes mesterlige behandling af et forfinet materiale og en æstetisk suveræn, nutidig tolkning af en modernistisk arv.

Må man køre på væggen?

Bente Skjøttgaard afsøger andre muligheder for det nutidige ornament. Må man køre på væggen? spørger hun og svarer ved at intervenere i det bløde, sanselige materiale ved langsomt at køre sin Fiat Multipla med Pirelli P7 dækmønstre hen over leret, efterladende sig et enkelt, direkte aftryk i den aflange bane af opklasket stentøjsler. En dekorativ frise med et let genkendeligt ornament fra vores tid. Gennem den efterfølgende glasering og brænding op til 1280 grader forvandler friserne sig og kan opnå forskellig karakter: Serien af Frise P7 er ikke ekspressiv og voldsom – indbyder snarere til stille eftertanke. I dette værk følger Skjøttgaard op på sit eget værk fra 2011, opsat ved Hærvejen, hvor hun har ladet stude sætte deres klovaftryk i et 40 kvadratmeter stort, liggende lerrelief som en hyldest til den gamle studehandel på Hærvejen. Og bag dette ligger naturligvis også en hilsen til Asger Jorns store keramikrelief fra 1959 på Amtsgymnasiet i Aarhus, hvor Jorn, som bekendt, bl.a. tog en tur på sin scooter hen over det våde ler under udførelsen af værket. Bente Skjøttgaard har slået sit navn fast som en frygtløs aktør i forhold til det keramiske materiale, ekspressiv og generøs. Hun opfinder og genopdager igen og igen de specielle kvaliteter i leret. På nærmest magisk vis demonstrerer hun først lerets særlige formbarhed, og sidenhen i processen udnytter hun med sin særlige legende tilgang og stor humor og fantasi alt, hvad der kan ske i transfomationsprocessen gennem glasering og den afsluttende brænding af leret. Begge kunstnere har utallige udstillinger i ind- og udland bag sig og er repræsenteret i en lang række af verdens bedste museumssamlinger, ligesåsom de har modtaget mange både danske og udenlandske hædersbevisninger og priser for deres arbejde. I flæng kan nævnes, at Bodil Manz i 2007 modtog Grand Prize ved den Internationale World Ceramic Biennale i Seoul. Bente Skjøttgaaard fik som en af de første overrakt Annie og Otto Johs. Detlefs Keramikpris i 2004.

Noget bl

Genbrug, fair trade, strik, håndarbejde og flere farver – sådan ser foråret ud, hvis man skal tro udstillerne på den netop overståede brugskunst-, design- og interiørmesse – Formland.

Text: Susanne Holte

Rundt på hele udstillingsarealet i Messecenter Herning, hvor forårets Formland messe netop har trukket godt 10.500 besøgende, kunne man se strik og hæklerier i stærke glade farver. De mange lapper var viklet om alt fra gelændere over affaldsspande til lamper og en enkelt bil. Fænomenet kaldes Yarn Bombing- garnbombardement, og er egentlig en slags street art eller tekstil graffiti, der skal skabe glæde og sætte kulør på den grå hverdag. Og det var netop hvad der var brug for blandt de 352 udstillere, der midt i en krisetid kom med deres bud på den kommende sæsons brugskunst og intriørdesign. Selvom tingene ser sort ud er farverne så småt på vej tilbage i vores boliger, både i form at stærke signalfarver som rød, blå, grøn, gul, turkis og lilla – gerne i højglans versioner, og som støvede pasteller som dem vi husker fra 50’erne og 60’erne. Farvepaletterne sætter lidt frisk kontrast til den nordiske farveskala med masser af grå og brune nuancer. På farvefronten er en anden vigtig tendens de slidte farver – stærke farver, der er patinerede og blegede af tidens tand. Det slidte look er i det hele taget et væsentligt element i indretningen, hvor tingene gerne må bære en historie med sig eller vidne om mange års brug. I sparretider er det vigtigt at signalere genbrug, tilbageholdenhed og samfundssind – et look, som man ikke blot kan genskabe ved et besøg i genbrugsbutikken, på loppemarkedet eller en tur op på loftet, hvor kasserne med alt det vi har glemt vi har gemt – det kan også købes frisk fra fad. Brugskunst med et slidt look, produkter fremstillet i 3. verdenslande efter fair trade principper, hvor danske designere samarbejder med for eksempel kvinder i Afrika og Sydamerika var i søgelyset i Herning. Resultaterne minder om noget man kan finde i de brasilianske favelaer og de mange småmøbler og kurvevarer er med til at understrege en etno-chick stil, der demonstrerer globalt udsyn og socialt engagement. Den aktuelle stil rummer dog også en mere introvert side, hvor hyggen og det tilbageskuende er i fokus: man genkender 50’erne og 60’ernes mønster- og farveunivers med masser af blomster og tern a al voksdug, småmøbler i en kombination af træ og kulørt laminat, masser af keramik og drejet træ – og helt i tråd med netop den tid: et gensyn med potteplanterne, nu i hængende urtepotter, gerne med bunden i vejret. Der skal i det hele taget gøres plads til de grønne oaser.

Strik – både den hjemmegjorte og den købte – er i høj kurs. På Formland havde man i den anledning sat fokus på begrebet Yarn Bombing, der er en slags tekstil graffiti, hvor man klæder hverdagsgenstande som skraldespande, døre, gelændere, cykler og biler i strikkede lapper.

Naturmaterialer som træ, rattan, kork, hamp er oppe i tiden. Her er nogle af de populære materialer anvendt i den seneste kollektion fra Bloomingville. www.bloomingville.com

Hyggekroge med tableauer af forskellig art er en af tidens helt hotte tendenser. Det samme gælder bogstaver, som for eksempel disse fra Ib Laursen. www.iblaursen.dk

Hvert møbel fra Quote by Birkholm er unikt da de er fremstillet af genbrugstræ fra blandt andet indiske stationsbygninger. Med sine markante farver sætter møblerne pift på den lyse nordiske stil. www.quote-by-birkholm.dk

Lysestager i drejet træ, nyfortolkninger af keramikken og former hentet tilbage i 50’erne og 60’erne. Sum+design skaber hverdagsting, der fungerer i praksis. www.sumdesign.dk

Fine glas i nye forårsfarver som pastelblå, lys gul, forårsgrøn, syren og turkis fra E.O. Engros. www.eo-engros.dk

Glæde i det offentlige rum med få men meget effektfulde accessories fra Bike Cap. Dekorative saddelcovers, cykelkurve og bagagepuder giver cyklen nyt liv. Fås i et utal af farver og mønstre. www.bikecap.com

Masser af farver i den kommende sæson. www.bloomingville.dk

Søren Foverskov, der har en fortid i tekstilbranchen, er manden bag VIA CPH, som på Formland præsenterede en fin kollektion af dansk producerede borde i blandt andet pastelfarver. www.viacph.dk

Hold øje med:

  • Strik i glade farver
  • Fair trade
  • Etnisk design
  • Materialer i natur
  • Nordisk atmosfære med dyretrofæer, dyreskind, gråtoner og naturmaterialer
  • Produkter i drejet træ
  • Materialemiks, rustikt og forfinet i skøn forening, glitrende metal sammen med filt, kork og keramik
  • 50’er og 60’er retro
  • Hygge
  • Slidt look
  • Grønt miljø og potteplanter
  • Klare farver som rød, grøn, blå, lilla, gul og turkis – gerne højglans
  • Mønstre a la voksdug
  • Støvede pastelfarver
  • Organiske former
  • Nyfortolkninger af traditionel keramik
  • Hjemmelavet og genbrug

Danish Design in the EU

Danske designmøbler kommer i fokus i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. EU parlamentarikerne kan det kommende halve år sætte sig til rette i danske klassikere.

Danmark har en stolt designtradition og er verdenskendt for sine mange klassiske designikoner. En ny talentfuld generation af designere og kunsthåndværkere har imidlertid bevist, at de er i stand til at løfte arven. Nu kan brugere af Rådsbygningen ”Justus Lipsius” i Bruxelles få syn for sagn og opleve kvaliteterne og spændvidden i seks årtiers dansk design og kunsthåndværk. Når embedsmænd og europæiske beslutningstagere har brug for en pause i deres travle hverdag, kan de enten falde ned i klassiske Arne Jacobsen sofaer eller en moderne stol af Louise Campbell. Lader de samtidig blikket glide rundt i rummet kan de dvæle ved nyskabende og ungt unika-kunsthåndværk eller et værk af keramikkens grand old lady Bodil Manz. Udenrigsministeriet bad i juni 2011 Danish Crafts om at bistå med indretningen og udsmykningen af foyer og atrium i ”Justus Lipsius”. Resultatet er blevet et mix af moderne og klassiske møbler kombineret med unika-værker af Danmarks førende keramikere. Indretningen – kyndigt bistået af den internationalt kendte danske arkitekt Dorte Mandrup – bidrager således til den kunstneriske del af det danske formandskab og visualiserer de kvaliteter og værdier, der i mere end seks årtier har kendetegnet dansk design og kunsthåndværk. En udvikling, som tog sin begyndelse i 1950erne og 1960erne med de kendte danske designkoryfæer, og som en helt ny generation af talentfulde danske kunsthåndværkere og designere viderefører. Nyskabende og eksperimenterende, men med rod i traditionen, hvad angår kvalitet, funktion og materialekendskab. De deltagende danske møbel-, lampe- og tæppeproducenter Fredericia Furniture, Republic of Fritz Hansen, Erik Jørgensen, Onecollection, Hay, Gubi, Louis Poulsen Lighting, Lightyears og egetæpper har stillet deres produkter til rådighed for indretningen af Rådsbygningen. De deltagende keramikere er Bodil Manz, Louise Hindsgavl, Martin Bodilsen Kaldahl, Steen Ipsen, Karen Bennicke og Morten Løbner Espersen. Det er galleriet Puls Contemporary Ceramics i Bruxelles ved Annette Sloth, der udstiller den danske keramik. Puls er danskejet og repræsenterer førende danske keramikere. Indretningen er et resultat af et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Kunststyrelsen og Danish Crafts.

Holte

For

Designeren Rikke Hagen og Egtved-virksomheden designerSHIP har modtaget Formland Design Award for Taste – en serie kopper skabt i et organisk formsprog. Kopperne er designet med fingerspitzgefühl. Den særlige form gør, at de ligger rigtig godt i hånden, og her skal især den lille kop fremhæves. At kopperne kan stables elegant, er et markant og vigtigt element ved serien. Rikke Hagen, der tidligere har designet cognac-glas og lamper, er kendt for sine bløde og ofte humoristiske former.


Udover TASTE kopperne var de raffinerede træhuse Arch:you fra applicata ApS, Beater piskeris fra Normann Copenhagen og lysestagen qb light fra CasiCasi nomineret til Formland Design Award – Spring 2012.

Formland Design Award: Prisen uddeles hvert halvår til sæsonens mest markante nyhed inden for design, brugskunst og interiør. Vinderen findes blandt indsendte produkter fra Formlands udstillere. Med prisen følger en prisstatuette samt et markedsføringsbidrag på DKK 100.000. Formland Design Award er uddelt siden 1987. Bag udvælgelsen står en uafhængige priskomité sammensat af markante personer fra design- og interiørbranchen i Skandinavien. Komitéen lægger vægt på innovation, design, funktionalitet og pris.

Kopenhagen Fur on the catwalk

Kopenhagen Fur præsenterer verdens mest innovative pelsmodeshow under Copenhagen Fashion Week. Showet finder sted onsdag den 1. februar 2012 kl 14.00. På catwalken vises der spektakulær pelsmode designet af internationale talenter fra Europa, Kina og Ukraine. Showet viser både herre- og dametøj og accessories i form af blandt andet innovative hovedbeklædninger i pels.

Kopenhagen Fur er i stigende grad involveret i udviklingen af møbeldesign. Designerne vil derfor også blive inviteret til en mindre udstilling, hvor der vises design fra det schweiziske designuniversitet ECAL. www.kopenhagenfur.com

Strengeleg og stregkoder

Der er dømt smalkost og tilbageholdenhed over hele linien. Flere designere vælger også at skære ind til benet og minimere materialeforbruget. Paradoksalt nok fremstår de nye nøgne og skeletterede møbler som stærke grafiske statements. Hvad der måtte mangle i komfort opvejes af et markant visuelt udtryk.

Text: Susanne Holte

Mens nogle møbler lægger sig ud og bliver tykkere, hyggeligere og mere indbydende i en kold tid, går andre i den stik modsatte grøft og smider al overflødig fedt. Tilbage står den rene form, det stringente udtryk, det grafisk enkle, minimalismen i sin mest minimale form. Metal og kunststoffer, geometriske figurer, kanter og netværk. Møbler i kontrast til den velkendte og trygge hygge, men også parafraser over netop de bløde former. Der er referencer til tegneseriernes forenklede verden, til den hurtige skitse, til distraktionens krusseduller på telefonblokken. Stilen giver plads til eksperimenter og leg med ikoniske designs og der er indenfor den stramme ramme mulighed for både humoristiske og dybt alvorlige fortolkninger. Selvom der er noget næsten uforsonligt over de strenge former og de rå materialer, dukker de visuelt pågående møbler op med jævne mellemrum. Måske fordi de giver lidt bid til det bløde, skaber kontrast til det voluminøse og bidrager med visuel ro. En anden god forklaring kan være at der i hver generation af designere og formgivere er nogen, der nødvendigvis må helt ind til kernen, og ligesom lyrikeren skrælle de unødvendige lag bort for til sidst at stå tilbage med et indlysende enkelt værk med plads til fortolkninger.

Cage Mic lampen er, med sin lysende krop omgivet af et gitter, tydeligt inspireret af den traditionelle lanterne. Fås i tre farver som henholdsvis pendel, gulv- og bordlampe. Udviklet af Diesels desingteam i samarbejde med Foscarini. www.forscarini.com og www.diesel.com

Andreas Farkas er idemanden bag Dexter – en lille multifunktionel skammel med et enkelt grafisk design. Skamlerne kan stables og eventuelt anvendes som reoler. www.lammhults.se

Stringens og naturalisme i eet værk.  Designeren Bertjan Pot har med lysekronen Heracleum Plant mikset det grafiske med det organiske. Lampen, der er forsynet med LED ”blade” har referencer til misteltenen på en frostklar nat. Producenten er hollandske Moooi, der har blik for både det særegne og det poetiske. www.moooi.com



Tænk stregkoder, tænk Carlo Colombo, der med stolen Intrecci har blødgjort de strenge streger. Stolen, der er den del af en hel kollektion for italienske Emu, er vævet af metal og tåler både udendørs og indendørs ophold. www.emu.it

Stor nyhed i miniature til alle samlere og designaficionados. Montana tilføjer endnu et design til den ikoniske Tivoli-serie med  en eksklusivt forarbejdet miniaturemodel. Det er en af det 20. århundredes mest toneangivende designere, danske Verner Panton, der har skabt stolen, der i 1955 blev hans første stoledesign. Oprindeligt blev stolen designet til en restaurant i Tivoli til udendørs- og indendørsbrug. www.montana.dk

Japanske Nendo er uden sidestykke forenklingens mester. Hans design står som grafiske statements. Se blot hans Scatte Shelf, der er komponeret af 5 mm tynde blanksorte akrylplader samlet i et gitter. Det utraditionelle møbel er et kalejdoskopisk sanseeksperiment af refleksioner og transparens. www.nendo.jp