Kapow

Verden er igen i farver. Foråret får kulørt kant og snusfornuften må se sig kørt ud på et sidespor af ekspressive og let karikerede former og farver hentet i et barnligt og naivt univers med referencer til tegneserier, legetøj og dukkehuse.

Text: Susanne Holte

Tegneseriefigurer, stærke friske farver, referencer til Bauhaus og Memphis, optimisme og vitalitet i kondenseret form og ikke mindst karikerede, naive udtryk, som vi kender dem fra barndommens dukkehuse, animations- og tegnefilm og kulørte ”striber” – sådan ser en del af interiørscenen ud i foråret 2011, hvor der er opstået et kollektivt behov for at udtrykke umiddelbar glæde. Vi søger tilbage til nogle velkendte og ukomplicerede arketyper – til enkle udtryk, hvor leg og funktion er ligeværdige størrelser. Flere møbler giver associationer til legetøj, byggeklodser, modellervoks eller Meccano, som mange sikkert husker fra drengeværelset. Stilforvirringen er total og der er reminiscenser fra både blå stue og folkeskolens sløjdtime når en række unge designere shaker det nuttede med det rustikke og futuristiske. Formerne er i mange tilfælde bløde og indbydende, hjørnerne afrundede og formaterne fortegnede og forstørrede. Resultatet går lige i hjertekulen og vi påvirkes på det ubevidste følelsesmæssige plan – på samme måde som når vi besnæres af babyens og hundehvalpens umiddelbare og uspolerede væsen eller deres buttede, runde former. Urinstinkterne aktiveres.