Archive: februar, 2011

Bulb fiction

Sidste år måtte vi sige farvel til 100 watt pæren. I år røg så de 75 watt, og i løbet af de næste to år er det endegyldigt slut med glødepæren. Vi tvinges – enten vi vil det eller ej – til at tage afsked med Edisons geniale lyskilde, men selvom den ikoniske pære – selve symbolet på den lyse idé – i disse år må vige pladsen til fordel for halogen, sparepærer og LED-lys, vil det genkendelige design bestå: Pæreformen vil fortsat inspirere designerne og stå tilbage som selve sindbilledet på industrialiseringen og de gode gamle dage, hvor strømmen flød i rå mængder og CO2 var noget man talte om i fysiktimerne.

Text: Susanne Holte

Det måtte selvfølgelig komme: I en tid med knappe ressourcer kan ansvarlige politikere simpelthen ikke sidde med hænderne i skødet og se til, mens borgerne frådser i el og tænder glødepærer, der producerer langt mere varme end lys. I tidens ånd besluttede EU-politikerne derfor for et par år siden at udfase glødepæren, og i september 2012 er det så definitivt slut med Thomas Edisons geniale opfindelse. Et indgreb, der ifølge eksperter i EU Kommissionen og Elsparefonden betyder en besparelse på godt 80 mia. kWh over de næste ti år og en reducering af CO2-udslippet på minimum15 millioner ton årligt. Det lyder jo meget fornuftigt, men midt i den grønne eufori, er lidt nostalgisk vemod måske på sin plads: Glødepæren er trods alt ikke en hvilken som helst størrelse. Den i sin tid så revolutionerende lyskilde er nemlig på alle måder et symbol på en tid præget af fremgang og vækst, af store opfindelser og videnskabelige landvindinger, der for alvor forandrede verden i den 19. århundrede – et symbol fra en epoke, hvor vi endnu ikke havde erkendt, at klodens ressourcer er begrænsede.

Nyt liv til klassikerne

Den unge danske designvirksomhed Architectmade har i løbet af få år markeret sig med relanceringer af designs, skabt af nogle af de største danske arkitekter.

Text: Susanne Holte

Dansk design fra 50’erne og 60’erne kan stadig begejstre – bade ude I den store verden og herhjemme, hvor en ny generation har fået øjnene op for store mestre som Finn Juhl, Poul Kjærholm og Jørn Utzon. 
Det er på den baggrund at Architectmades grundlægger, Morten Jensen, for få år siden besluttede sig for at vække nogle af de fineste designprodukter til live på ny. Han startede med Kristian Vedels udtryksfulde træfugle og Peter Karpfs eksklusive Gemini stage, og løbende er repertoiret af designklassikere blevet udvidet.

-Design af de store danske stjernearkitekter fra det 20´ende århundrede er i disse år forbilleder for nye designere over hele verden, og dansk design er så populært som aldrig før. De arkitekter vi arbejder med er alle repræsentanter for det klassiske stilrene design, som Danmark er så kendt for, og især 1950 – 1960’erne var virkelig en gylden æra i dansk design, fortæller Morten Jensen. Alle Architectmades produkter er udvalgt efter kriteriet ”Timeless in expression – relevant in time”. Det betyder, at produkterne ikke blot skal kendes på deres funktionalitet og æstetisk, de skal også fungere på et følelsesmæssigt plan, skabe glæde og medvirke til at give hverdagen en ekstra dimension. -Arkitekternes leg med materialer, former og detaljer kommer til udtryk gennem produkternes fantasifuldhed, kvalitet og multifunktionalitet. Det gælder blandt andet for den stilrene tofarvede vendebakke, de multifunktionelle Spring glas og Gemini lysestagerne, der kan kombineres i det uendelige.

-Ved at finde disse gamle klassikere frem fra glemmebogen, forsøger Architectmade at gore op med den ’brug og smid væk’ kultur, der på så mange områder har bidt sig fast i vores kultur og levestil. De store arkitekters arbejder holder på den lange bane og appellerer til stilbevidste mennesker i alle aldre. Et godt eksempel er de udtryksfulde træfigurer Bird, Duck og Optimisten og Pessimisten, der både er populære blandt børn, og voksne.

-Alle Architectmades produkter er hver for sig unikke og udtrykker de udvalgte arkitekters stil og særkendetegn, men sammen bidrager de til at definere en fælles fortælling om, hvad god dansk design har været, er og bør være, hævder Morten Jensen, der ikke er i tvivl om, at klassisk stilrent design også vil have høj prioritet og betydning for danskerne i fremtiden. Produkterne er fremstillet efter de højeste håndværksmæssige krav og forhandles udelukkende gennem førende designbutikker, heriblandt Illums Bolighus i København og Århus, Stilleben i København og Lerche Design i Odense, samt på www.designdelicatessen.com.

Den verdensberømte Bird, skabt af Kristian Vedel i 1959 har siden midten af det 20. Århundrede levet et stille liv. Nu er fuglen vækket til live igen af det danske firma Architetmade.

Wegners elipse

Carl Hansen & Søn, verdens største producent af Hans J. Wegners designikoner, havde under IMM i Køln 2011 premiere på intet mindre end seks nye spiseborde designet af mesteren selv.


Text: Susanne Holte


Wegner arbejdede med bordene tilbage i 1962, men de er aldrig tidligere produceret i større antal. De aflange borde, der lyder betegnelserne CH334, CH335, CH336, CH337, CH338 og CH339, former alle en tilpasset ellipse og er dermed et skoleeksempel på den vedvarende nysgerrighed omkring former og materialer, Wegner bevarede livet igennem. Med sit originale formsprog og smidige streg afsøger bordpladerne krydsningsfeltet mellem cirkulære og firkantede former – en facon, der fornyer den klassiske ellipse og giver gode siddemuligheder uden generende hjørner. Designet rummer desuden mulighed for en mængde individuelle kombinationer, idet spisebordene findes i tre forskellige længder i rent træ eller med ben af rustfrit stål. Alle bordene fås med bordplade i ask, bøg, eg og valnød. Spisebordene med stålben fås yderligere i laminat og linoleum.


Usvækket kærlighed


Siden 1949 har Carl Hansen & Søn samarbejdet tæt omkring produktion af Hans J. Wegners møbler, og kærligheden til den nu verdensberømte designers arbejder er fortsat usvækket. Med indlemmelsen af de seks nye spisebordsmodeller udbygger Carl Hansen & Søn sit sortiment af Wegner spiseborde og samtidig glæder man sig over den funktionalitet og aktualitet, Wegners design fortsat påberåber sig overalt i verden.

-Som formidlere af den Wegnerske designarv begejstres vi naturligvis, hver gang vi støder på muligheden for at sætte nye design af Hans J. Wegner i produktion. Dog er det afgørende, at designet er tidløst og imødekommer moderne indretningsbehov, og med de nye spiseborde mener vi netop at have fundet en dynamisk balance mellem klassisk design og det 21. århundredes individuelle løsninger, fortæller Knud Erik Hansen, ejer og tredje generation hos Carl Hansen & Søn, hvor håndværkstraditioner og kvalitet er i højsædet. Hvert enkelt møbel kræver minutiøs forarbejdning og respekt for materialet, og også de nye spiseborde regnes for en livslang investering i håndværk og design.


Individuelle løsninger


Med sine mange materialemuligheder rummer modellerne CH334, CH335, CH336, CH337, CH338 og CH339 ekstraordinær mulighed for at tilpasse Wegners klassiske design, så det passer præcist til individuelle indretningsbehov og smagspræferencer. Tre forskellige længder, seks forskellige bordpladematerialer og to typer ben giver forbrugeren mulighed for at tage aktivt del i designprocessen og vælge sin helt egen variant, og med sin store spændvidde fuldender serien bordsortimentet hos Carl Hansen & Søn, så der er noget for enhver boligstil. Træbordenes varme nuancer og elegante naturlighed er indbegrebet af Scandinavian Living, mens de strømlinede stålben i kombination med underspillet laminat eller linoleum hylder minimalismens no-nonsense æstetik.

Nyt fra arkiverne

Evigt gyldige Verner Panton er igen i fokus. Denne gang i forbindelse med relanceringen af hans ikoniske 1-2-3-Stole.

Text: Susanne Holte

-Formålet med mit arbejde er at provokere folk til at bruge deres fantasi, sagde den verdenskendte danske arkitekt og designer Verner Panton. Det lykkedes i høj grad for Verner Panton, mens han levede. Her 13 år efter sin død er han stadigvæk i stand til at provokere og begejstre verden med sin møbelkunst og sit lampedesign. Den kompromisløse danske designer, der er grundlaget for Verpan’s aktiviteter verden over, skabte med sin kompromisløse leg med form, farver og ikke mindst lys, en række tidløse produkter som hver især har opnået ikon-status. Nu lancerer Verpan så to stole Pantons originale 1-2-3—serie, designet i 1973. Serien rummede oprindeligt 20 forskellige modeller, som dengang vakte stor begejstring. Kritikere kalde ligefrem designet for en milepæl. Idéen bag serien var at skabe nogle siddemøbler med god komfort og et naturligt design, der kunne passe ind i mange forskellige miljøer. Den nye serie inkluderer en spisestuestol og en lounge chair i støbt skumgummi polstret med stof eller læder.