Archive: september, 2010

Slimline

”Less is more” – en lidt fortærsket kliché i interiør- og designsammenhæng, men ikke desto mindre et reelt faktum, når talen falder på en af tidens helt aktuelle møbeltrends – hvor et absolut minimum af materiale, et super stramt design – og ikke mindst, et ultratyndt, spinkelt og slankt look, dominerer.

Text:Susanne Holte

Avanceret puritanisme og progressiv materialeforbrug kendetegner en ny designtrend med fokus på den grafisk enkle æstetik. Der er tale om en super minimalistisk bølge, hvor der skæres ind til benet, men hvor man aldrig taber den humanistiske tilgang til designbegrebet af syne. Udtrykket bliver nemlig på intet tidspunkt fjendtligt, men udstråler tværtimod både sensitivitet og poesi. Linierne er flydende og organiske og materialerne eftergivende. Det kommer til udtryk i lette skalstole og chaiselonger, slankt polstrede sofaer på spinkle ben og borde med ekstremt tynde plader. Selvom stilen ved første øjekast står i skarp modsætning til det superaktuelle naturinspirerede univers, hvor træ, bæredygtighed og grøn tankegang er omdrejningspunktet, er der også her tale om en grøn tilgang til møbeldesignet. Ved netop at minimere materialeforbruget, spekulere i mere effektive produktionsmetoder og fokusere på høj funktionsværdi, bliver de nye slanke møbler et væsentligt bidrag til den omsiggribende øko-trend. Den slanke linie kan også ses som en respons på den globale krise, hvor det giver god mening at anvende færre og billigere materialer.

Designeren Jean-Marie Massaud har med Yale skabt en let og elegant sofa med en stærk grafisk identitet for italienske MDF. www.mdfitalia.it

Det enkle og skulpturelle har altid været designeren Pierre Paulins varemærke. Han har gennem mere end 50 år designet en stribe fantastiske stole. En af de sidste blev den svævende, næsten æteriske Anneau stol for franske Ligne Roset. www.ligneroset.com

Vand er en evig kilde til inspiration – sådan har det også været for den unge norske designer Ingunn Eikeland Björkelo, der har designet Droplet sofabordet for svenske Offecct. Bordpladen illuderer et vandspejl, der rammes af en vanddråbe. ”Bølgerne” i midten af pladen fremstår både som et energifelt og et beroligende fikspunkt. www.offecct.se

Æstetikken er i højsædet i Arpers superelegante Nuur bord, designet af The Pengelly Studio. Bordet, der er fremstillet af aluminium og mdf fås i flere varianter og farver, for eksempel i en klar knaldrød udgave. Man kan vælge mellem et firkantet eller rektangulært format. www.arper.it

Rib stolen, der er designet af Alexander Lervik for svenske Johanson Design er ikke helt ny. Den blev lanceret i 2009 og er siden blevet præmieret med flere designpriser. Stolen har siden lanceringen fået selskab af en barstol og en udgave med armlæn. Lerviks idé om at skabe en stabelstol med en stærk designidentitet er lykkedes til fulde. Den markante profil skyldes først og fremmest materialevalget: presset filt. www.johansondesign.se

Xavier Lust er mesteren bag flere spektakulære borde – senest har han designet V-Table kollektionen for italienske Tacchini, der gennem en årrække har markeret sig med nogle af markedets mest stilrene og elegante møbler. Bordet kombinerer på smukkeste vis lethed, elegance og dynamik. Fås i mange varianter til både indendørs og udendørs brug. www.tacchini.it

Den ikoniske Catifa stol, designet af Altherr, Lievore og Molina for Arper, fås efterhånden i et utal af varianter, blandt andet i denne knivskarpe udgave i finer med elegante træben, der giver stolen en helt ny karakter. www.arper.it

En af tidens mest driftsikre designere, Carlo Colombo, der er mester udi de bløde skulpturelle former, har tegnet Air bordet for italienske Poliform. Det smukt svævende møbel er udført i Cristalplant. www.poliform.it

Metallets potentiale er flot udnyttet i hollandske Peter van de Water’s toptunede Stripped stol, der indgår i Zuivers nye kollektion. Zuiver er et forholdsvis nyt brand, som giver unge hollandske designere en ny markedsføringsplatform. www.zuiver.nl

Doshi Levien har de seneste år skabt en række utraditionelle møbler for italienske Moroso, således også i år: Loungestolen ”Paper Planes” er en asymmetrisk sag, inspireret af barndommens papirflyvere. Det er ikke blot formen, der vækker opsigt med sine skæve linier. Selve tekstilet, som skallen er polstret med byder på flere farver, stikninger, metaltråde og samt indvævede tal og bogstaver. www.moroso.it

Elegance i højeste potens fra franske Jean-Marie Massaud. Loungemøblet I-Beam fra italienske Glas Italia er fremstillet af røgfarvet glas. En speciel limeteknik gør det muligt at forene funktion og æstetik. De forholdsvis tynde glasplader kan faktisk godt bære vægten fra et menneske! www.glasitalia.com

Vi bliver i den ekstraordinære afdeling med Lieve bordet fra Horm, designet af Diego Vencato. Det ganske utraditionelle møbel består af en ”svævende” glasplade og et næsten flyvende tæppe. Understellet er fremstillet af stål, beklædt med et træ-tekstil i ask, sort valnød, birk eller rosentræ. www.horm.it

Indlysende design

Text: Susanne Holte

Den danske designer Ole Jensen, der er kendt for sine indlysende designs, har i samarbejde med Louis Poulsen redefineret begrebet lampe. Det er blevet til hele tre af slagsen: en bordlampe, en væglampe og en gulvlampe, der alle bærer navnet OJ. OJ-familien er meget enkel i sit formsprog – nærmest som et piktogram. Fra Ole Jensens første modeller i gips og hessian til den færdige lampe i stål er der helt sikkert blevet gjort utallige overvejelser. Det var ekstremt vigtigt at bibeholde den bløde voluminøse skærm, der – ligesom en kube – holdt lyset inde, for at lade det udfolde sig fra åbningerne. Lyset bliver næsten komprimeret og presset ud af åbningerne foroven og i bunden af skærmene, men det slipper ikke skærmen. De tykke rundinger holder på lyset, der smyger sig til skærmen – også på den anden side af rundingens toppunkt. Denne blødgørende effekt er opnået via en fin æggeskalsstruktureret overflade, der udvisker grænsen mellem skærm og rum. Hver lampe har sit eget udtryk til trods for at der er en designmæssig samhørighed – ikke mindst i kraft af den hvide farve, der er nøje udvalgt af hensyn til de nye energibesparende lyskilder. Farven giver lyset en lidt blødere og varmere tone.

Et ikon fylder 50

Verner Pantons legendariske stol Panton Chair fylder 50 år. Stolen, der er den første plastik stol støbt i ét, blev hurtigt et design ikon og er i dag en af de mest kendte og afbillede design klassikere fra det 20. århundrede.

Text: Susanne Holte

Man ved ikke præcis, hvornår Verner Panton fik ideen til den stol, der sidenhen er blevet synonym med hans navn. Ifølge han egne sparsomme optegnelser samt de få udaterede skitser der er bevaret, må det være omkring 1959/60 at han henvendte sig til møbelproducenten Vitra i Schweiz og sammen begyndte målrettet at eksperimentere med at lave en plastik stol støbt i ét stykke; At det skulle tage næsten et helt årti før stolen stod klar, havde han næppe forestillet sig. Først i 1967 kom den første version af Panton Chair på markedet efter mange års svære produktudviklingsmæssige udfordringer. I de følgende år skulle stolen gennemgå endnu adskillige ændringer; De første modeller var lavet i glasfiber, som blev afløst af polyurethan, og senere af sprøjtestøbt ASA plast, som desværre viste sig ikke at være stærk nok. Stolen blev derfor taget ud af produktion sidst i 1970’erne, men på Verner Pantons initiativ blev stolen sat i produktion på ny i 1980’erne, nu i polyurethan skum baseret på den komplicerede – men robuste – støbeteknik, en version der stadig er i produktion under navnet Panton Chair Classic. I mellemtiden er der sket en kolossal udvikling inden for plastteknologien, så i de sidste år inden Verner Pantons død (1998) udviklede han i samarbejde med Vitra den sprøjtestøbte version i100% genbrugsmateriale, polypropylen, som vi kender i dag. Ud over de miljømæssige fordele er der også den økonomiske, så stolen i dag kan tilbydes til en brøkdel af den oprindelige pris og således er en klassiker gjort tilgængelig for et langt bredere publikum.

Firstclass design

Boligmagasinet BO BEDRE hylder igen de bedste designere og deres arbejde med uddelingen af BO BEDRE Awards 2010. Her premieres det flotteste, mest funktionelle og originale på den danske og internationale designscene.

Text: Susanne Holte

Den danske designer Kasper Salto blev i år valgt som årets designer i forbindelse med den årlige prisuddeling af BO BEDRE Awards 2010. Salto løb med anerkendelsen for sine mange bidrag til dansk møbel- og belysningsdesigns. Han blev først og fremmest hædret for sin evne til at omsætte sin kærlighed for det enkle og indlysende til funktionelle og æstetiske møbler og lamper. Kasper Salto har med sin baggrund i møbelhåndværket en helt særlig og grundig tilgang til design, hvilket kommer til udtryk i stort set alt, hvad han rører ved. Han skræller alt overflødigt af og ender med et minimalistisk, men humant udtryk, som på en gang er meget skandinavisk og meget internationalt. Kasper Salto er udlært møbelsnedker i 1988 og tog i 1994 desuden afgang fra Danmarks Designskole. Han har modtaget flere priser og hædersbevisninger og har designet møbler for blandt andre LightYears, Fredericia Furniture og Fritz Hansen. BO BEDRE Awarden gives også til Årets Bedste Møbel, og det blev i år designeren Søren Rose Kjærs skuffemøbel for Mater. Møblet indgår i en store kollektion, som hank alder Gymnasium – inspireret af barndommes gymnastiksale. De første limited edition-møbler var rent faktisk lavet af gamle gymnastikgulve, mens de nyeste er bygget i genbrugs- og certificeret træ. Et gennemført koncept, der er både innovativt, bæredygtigt, æstetiskt og ikke mindst sjovt.

Årets Design

Årets design blev en delt førsteplads mellem Bacsac-planteposen og kunststolen Paper Chair. De mobile planteposer Bacsac er grønne i mere end én forstand. Ud over at de er fremstillet i miljøvenligt plast, er materialet uv-behandlet, beskytter planterødderne og afleder overskydende vand. De fylder ingenting pakket sammen – og så giver de mulighed for at tænke naturen ind i små byrum som altaner, terrasser og tage på en helt ny måde. Designet af Godefroy de Virieu, forhandles af Nomess Copenhagen. Papirstolen Paper Chair er designet af Mathias Bengtsson og er et eksperiment over, hvor langt man kan gå med et materiale. Ark efter ark af sort og hvidt genbrugspapir, skåret med en CNC-styret kniv i 2000 forskellige profiler, er limet sammen til en stærk og skulpturel form. Den grafiske stol repræsenterer en spændende kombination af det teknologisk innovative og det håndlavede unikaprodukt. Paper Chair er skabt til Danish Crafts Mindcraft10-kollektion.

Årets Lampe

Belysningens vigtighed i den moderne bolig tilgodeses også med awarden, hvor der også er en pris til Årets Lampe. Den gik i år til lampen Lighthouse, designet af Ronan og Erwan Bouroullec for Established & Sons. Kombinationen af den tunge marmorbase og det lette glas giver Lighthouse et unikt udtryk. De franske designerbrødre har studeret den traditionelle glaspusterkunst og formidler den på innovativ vis videre i et meget moderne lampedesign i marmor og glas, der her klæder hinanden fantastisk flot.

-Årets vindere af BO BEDRE Awards viser, at design i disse år går nye veje. Bæredygtighed er blevet et væsentligt parameter i udviklingen af nye produkter, dertil kommer også, at kunst og design går mere og mere hånd i hånd. Vinderne har også kvalitet som den fornemmeste fællesnævner – og det er rart at se, at de gode ideer ikke er ramt af krisetider, udtaler BO BEDREs chefredaktør Erik Rimmer. Dommerjuryen bestod i år af; Anne-Louise Sommer, rektor v. Danmarks Designskole • Elsebeth Gerner Nielsen, rektor v. Designskolen i Kolding • Christian Scherfig, direktør for Dansk Design Center • Britta Tøndborg, direktør for Trapholt • Birgitte Jahn, direktør for Danish Crafts • Bodil Busk Laursen, direktør for Kunstindustrimuseet • Mads Arlien-Søborg, trendforsker, Susanne Holte, trendspotter og boligjournalist • Grete Sivertsen, chefredaktør BO BEDRE Norge • Charlotte Ravnholt, medredaktør BO BEDRE • Erik Rimmer, chefredaktør BO BEDRE.

Årets design 2010-pris gik til to forskellige produkter: Planteposern Bacsac, designet af Godefroy de Virieu for Nomess Copenhagen, og kunstnerstolen Paper Chair, skabt af Mathias Bengtsson til Danish Crafts Mindcraft 10-kollektion.

Den danske designer Kasper Salto blev hædret som Årets Designer 2010.

Årets Lampe 2010 blev Ronan og Erwan Bouroullec’s Lighthouse for Established & Sons.

Årets Møbel 2010 blev designeren Søren Rose Kjærs Gymnasium opbevaringsmøbel, produceret af Mater.

Y-stolen i seks

Y-stolen, “Wishbone Chair” eller slet og ret CH 24 – kært barn har mange navne. Uanset om man foretrækker den billedskabende, den poetiske eller den prosaiske titel, er Hans J. Wegner’s smukke stol fra 1950 en global succes. Her i fødselsdagsåret har den fået nye kulører.

Text:  Susanne Holte

Fundamentet til et ganske unikt parløb blev lagt i 1949 med Hans J. Wegners legendariske Y-stol. Siden har Carl Hansen & Søn specialiseret sig i fremstilling af møbler, skabt af en af dansk designs største og mest produktive formgivere. Y-stolen er stadig firmaets bedst kendte og mest udbredte møbel, men der introduceres og relanceres til stadighed ”nye” designs fra den skatkiste, som Wegner efterlod sig. Kollektionen omfatter udelukkende stole, borde og sofaer, skabt af Hans J. Wegner – møbler, der alle har opnået klassiker status og som er blevet samleobjekter i hele verden. Det er dog stadig den legendariske Y-stol, der stjæler opmærksomheden og der er til dato produceret godt en million eksemplarer af den funktionelle og enkle stol, som altid vil være synonym med den verdensberømte arkitekt. Carl Hansen & Søn, der har stolte snedkertradtioner, er den eneste producent, som udelukkende fremstiller Wegner-møbler, og Y-stolen er stadig omdrejningspunktet i den store produktion af klassiske modeller. Stolen, der i år fylder 60, bliver i anledning af mærkedagen lanceret i nye farver.

Moderne gennembrud

Y-Stolen kom til verden nogenlunde samme tid som moderne dansk møbeldesign fik sit internationale gennembrud og begrebet Danish Design manifesterede sig langt ud over Europas grænser – takket være en håndfuld visionære møbeldesignere med bl.a. Hans J. Wegner i spidsen. Wegner var – dengang som nu – en af de mest fremtrædende eksponenter for dansk møbelkunst. Respekteret og beundret af kolleger, fagfolk og private møbelelskere verden over for sine utallige stole, sit fine håndværk og sine detaljerede tegninger. Eventyret for Wegner og dansk møbeldesign tog sin begyndelse da den unge arkitekt i 1949 præsenterede sin og snedkermester Johannes Hansens ”Den runde stol” på det københavnske snedkerlaugs møbeludstilling. Den epokegørende stol med de koniske og kurvede former, der senere blev omdøbt til ”Stolen”, tiltrak sig alverdens opmærksomhed fordi den, med sin præcise identitet symboliserer overgangstiden fra det gammelkendte til noget nyt og rent. ”Stolen”, der fik sit frapperende navn, fordi den internationalt blev synonym med danske møbler, er et enkelt møbel, bygget over karmstolmotivet med en skulpturel udformning af ryggen, der er formet som et åreblad. Det epokegørende møbel, der ligesom Wegners kollektion iøvrigt, er frigjort fra flygtige modestrømninger, blev yderligere eksponeret da den i 1960 blev anvendt ved en amerikansk TV-krydsild, hvor præsidentkandidaterne John F. Kennedy og Richard Nixon dystede mod hinanden.

Passion for træ

1949 blev Wegner’s store gennembrudsår. Selvom han havde tegnet stole siden sit 15. år, var det først i løbet af 1940’erne, hvor han indledte samarbejdet med snedkermester Johannes Hansen, at karrieren tog fart. De to skabte sammen et stort antal fremragende stolemodeller, hvoraf mange fortsat er i produktion. Wegner har arbejdet i mange forskellige materialer, men det er først og fremmest de massive træstole, kombineret med flettet spanskrør eller læder, der tegner hans produktion. Passionen for træ blev grundlagt helt tilbage i barndomsårene, hvor han brugte materialet til at snitte legetøjsbåde af. Interessen for form og materiale motiverede ham til at gå i lære som snedker – et erhverv som senere skulle komme ham til gode i den kreative skabelsesproces. Efter nogle år som svend, forlod Hans J. Wegner fødebyen Tønder til fordel for København, og det var her – på snedkerlaugets årlige møbeludstillinger – han blev inspireret til at forene sin håndværksmæssige kunnen med interessen for design og formgivning. Det førte ham i 1936 ind på Kunsthåndværkerskolen, hvor han studerede indtil han efter et par år fik tilbud om ansættelse på Arne Jacobsens og Erik Møllers tegnestue i Århus. Her blev han i tre år. Planen var egentlig at færdiggøre studiet i København, men krigen kom på tværs og den unge møbelarkitekt forlængede sit ophold i Århus med yderligere tre år. Han etablerede egen tegnestue og kastede sig for en kort stund over design af kontormøbler. Der blev også tid til et kreativt samarbejde med kollegaen Børge Mogensen. Sammen skabte de en række billige kvalitetsmøbler til FDB.

Folkeligt gennembrud

I 1946 returnerede Wegner til København og herfra tog udviklingen fart. Med sine smukke skulpturelle stole bragte han gedigen kvalitet og enkel, gennemført formgivning ind i mange danske hjem. Først med Kina-stolen, der som mange af hans spisestuestole er karakteriseret ved at kopstykke og armlæng går ud i ét. Siden med den unikke Påfuglestol fra 1947, som er Wegners meget personlige udgave af den kendte Windsorstol, samt med ”Stolen”, der blev Wegners endegyldige svar på de mange udfordringer, som den kinesiske stol havde givet arkitekten. Det helt store folkelige gennembrud fik Wegner først med den legendariske Y-stol.

Moderne gennembrud

Wegners unikke talent taler for sig selv, men det var i det tætte og konstruktive samarbejde med en række af Danmarks bedste snedkerier og møbelproducenter succeserne blev skabt. Baggrunden som snedker betød, at Hans J. Wegner arbejdslivet igennem forblev håndværkets og træets mand. Hans møbler blev udført i gensidig respekt mellem arkitekt og håndværker, og han var trofast over for sine samarbejdspartnere – ikke mindst snedkermester Ejnar Pedersen og PP Møbler, der efter nogle år som underleverandør, lancerede de første Wegner møbler i 1969. Virksomheden tegner sig i dag for størsteparten af Wegner’s snedkerprægede produktion. Modeller som den runde stol/The Chair, Ringstolen, Kinastolen, Cirkelstolen og Flaglinestolen er blot nogle af mange eksempler fra PP Møblers klassiske Wegner-program. Træ var Wegner’s foretrukne materiale, men han arbejdede også seriøst med polstermøbler. I et tæt samarbejde med møbelproducenten Getama, har Wegner skabt en række sofaer, lænestole og sovebrikse, som stadig nyder stor popularitet i både offenetlige og private indretninger. Wegner’s store engagement i alle produktionens faser, kom bl.a. til udtryk i en serie minimalistiske tekstiler som han udviklede til nogle af de enkle siddemøbler. Sideløbende med polstermøblerne fremstiller Getama også udvalgte stole i træ. Selvom Wegner er bedst kendt for sine stole, har han designet mindeværdige skriveborde, borde, senge og lamper. Som en af de væsentligste repræsentanter for dansk modernisme og organisk funktionalisme, har han bl.a. bidraget med en stilren og yderst funktionel lampe, som i sit formsprog matcher arkitektens stilrene møbler. Pendlen er døbt Pendant og produceres af Pandul. Gennem næsten seks årtier har Hans J. Wegner, der først stoppede sit aktive virke i 1993, tegnet godt og vel 1.000 møbler og lamper, hvoraf de fleste har opnået klassiker-status, mens enkelte har fået kult-status.

Billedtekster:

Stolemageren Hans J. Wegner har et trofast publikum, der værdsætter hans betydning for dansk møbelkultur. Den legendariske Y-stol, der er produceret i næsten en million eksemplarer, er et smukt eksempel på at Wegner er nået lant ud over Danmarks grænser.

Hele produktionen hos Carl Hansen & Søn er bygget op omkring Hans J. Wegner’s modeller.

For producenten Carl Hansen & Søn, der gennem 60 år har været synonym med Wegner og som råder over et sandt skatkammer af stolemodeller tegnet af den berømte arkitekt, er Y-stolen selve livsnerven.

Hans J. Wegner er bedst kendt for sine skulpturelle stole i massivt træ, men han arbejdede faktisk også med møbler i træ og stål. Et af eksemplerne er bord Model 316. Slægtskabet med den unikke Y-Stol fra Carl Hansen & Søn, er dog ganske tydelig.

Rytme i det tomme rum

Montana-stifteren Peter J. Lassens vision om det ultimative fleksible rumkonstruktionssystem GRID – kan fremover både købes og lejes. Systemet er blevet udviklet og optimeret gennem flere år, hvor det samtidig er blevet anvendt på prominente adresser som Det Kongelige Bibliotek, Operaen, Ordrupgard og Arken.

Efter årelang udvikling, føler Peter J. Lassen sig klar til at gøre sit andet barn – GRID kommercielt og sætter det derfor på markedet under det nystiftede selskab GRID Montanagroup. GRID kan opleves i nyt showroom i Pakhus 48, København, hvor søsterselskabet Montana også har showroom. Herfra skal GRID markedsføres i ind- og udland, i første omgang primært henvendt til business to business markedet. GRID er en kube på 40 x 40 x 40 cm konstrueret i 12 mm trykstøbt nylon forsynet med monteringshuller, så kuberne let kan sættes sammen i to- eller tredimensionelle konstruktioner. GRID er en struktur, der kun er afgrænset af kanten. En struktur som bruges til at danne nye rum, figurer og funktioner. Til systemet findes også sokler, sider, skuffer og sågar polstrede moduler, der kan bruges til sæder. ”GRID er en videreudvikling af min årelange vision om at skabe en hidtil uset fleksibilitet i den måde, vi indretter vores hjem og arbejdspladser på,” fortæller skaberen af GRID, Peter J. Lassen. ”GRID kan afgrænse, definere og skabe rytme i det tomme rum.” Mange kunstnere har arbejdet med GRID og derved deltaget i udviklingen af systemet. Blandt flere kan nævnes Olafur Eliason, Bjørn Nørgaard, Malene Landgreen, Marco Evaristti, Annette Merrild og Stefan Wewerka.

holte

Magic Light

De fleste designere ville gå bagover af begejstring, hvis de blev opfordret til at designe en lampe for Established & Sons, men der skal mere til at rive Paul Cocksedge med. Han bruger helst sin energi og kreativitet på at eksperimentere, udvikle unikaer og arbejde med gigant store installationer.

Text: Susanne Holte

Established & Sons er, med en ret ambitiøs kollektion og ressourcerne til at producere limited editions, en drømmepartner for langt de fleste designere. Den engelske designer Paul Cocksedge, der har gjort sig bemærket med flere spektakulære lysinstallationer for bl.a. Swarovski, var dog lidt tøvende da han blev spurgt om han ikke kunne kreere en lampe til deres kollektion. Tanken om at designe et produkt, der skulle fremstilles industrielt tændte ham ikke umiddelbart. At han alligevel lod sig overtale vidner den geniale Pole Lamp om. Lampen, der er fremstillet af et akrylrør, som leder lyset fra en betonsokkel, fremstår på ingen måde som et kompromis. Paul Cocksedges snurrige tilgang til formgivningen kommer således også til udtryk i dette, godt nok stringente, men ikke mindre originale design. Inspirationen til Pole Lamp har Cocksedge hentet i optiske fiberkabler, som jo har evnen til at sende lyset ud på en næsten uendelig rejse. Formmæssigt har han arbejdet målrettet på at få den komplicerede teknik pakket ind i et meget enkelt, men dog magisk udtryk. Evnen til at få det komplicerede til at synes let er, sammen med lysten til at konstruere ting, der giver sig ud for at være noget andet end det de er, kendetegnende for Cocksedge’s arbejde. Skal man koble eet enkelt ord på hans design må det være magi. Evnerne for det dramatiske og det magiske blev nylig demonstreret på Swarovskis udstilling i Milano, hvor den grænsesøgende designer viste værket Veil – et ”gardin” af funklende krystaller, som oplevet i et spejl afslører Mona Lisas underfundigt smilende ansigt. Den dybt originale designer, der sammen med kollegaen og studiekammeraten fra The Royal College of Art, Joana Pinho driver Paul Cocksedge Studio i London, arbejder på flere fronter, men han er først og fremmest draget af lyset. En interesse som blev vakt allerede mens han studerede under Ron Arad, hvor han bl.a. blev præsenteret for Issey Miyake og Ingo Maurer, som begge siden har været store inspirationskilder og mentorer. Cocksedge’s indlysende evner har givet ham kunder som Conran & Partners, Droog Design, British Council, Tussardi, Swarovski og Bombay Sapphire Foundation, samt en lang række prominente gallerier og museer verden over.

Re-think, re-duce & re-craft

Re-think, re-duce og re-craft er nøgleordene i den nye sprudlende kollektion af kunsthåndværk og design, Crafts Collection 14, skabt af nogle af Danmarks dygtigste formgivere. Og her bliver virkelig genovervejet, reduceret, genskabt og tænkt ud af boksen.

Af Susanne Holte

Foto: Jeppe Gudmundsen, Danish Crafts

Bæredygtighed er det helt overordnede tema i den nye Craft Collection, der er den 14. af sin art. Med fokus på miljø og optimering af materialer fortolker de 28 deltagende kunsthåndværkere begrebet bæredygtighed på vi hver sin unikke måde, og man overraskes uvilkårligt over hvor innovative produkter der matcher begreber som genanvendelighed, lang levetid og social ansvar. Her er en sprællemand produceret af aflagte kasser fra Årstiderne, et juletræ, der kan genbruges, trælegetøj af vejafspærringslægter samt sølvbrocher lavet af gamle moccaskeer. Kollektionen puster desuden nyt liv i gamle platter og krus, der genopstår med nye motiver og dekoration. Således kopperne Alice, der med udgangspunkt i fortællingen Alice i Eventyrland forvandler kasserede og anonyme kopper til nye unikaprodukter. Crafts Collection er en kollektion af moderne dansk kunsthåndværk, der sammensættes én gang årligt af en ekstern curator og markedsføres på internationale messer. Crafts Collection er et led i Danish Crafts’ professionalisering af området, og deltagerne i kollektionen bliver introduceret til eksportmarkedet og får herigennem erfaring med at agere professionelt med hensyn til kundekontakt, levering, fakturering og forsendelse. I år er det så en ny kurator, der står i spidsen for den årlige kollektion, som netop er blevet præsenteres på den store brugskunstmesse i Paris. Med et nyt internationalt blik på dansk kunsthåndværk tager Crafts Collection således et afgørende skridt i en ny retning. Det er den London-baserede designer Nina Tolstrup, der har taget ansvaret på sig og hun har i sin curatering sat øget fokus på det afsætningsmæssige perspektiv og valgt bæredygtighed som omdrejningspunkt.

-Det er en god forretning at være miljørigtig, udtaler Nina Tolstrup. Forbrugerne vil gerne have samvittigheden i orden, når de køber ind, og vide, at produktet ikke ødelægger naturen og miljøet. Samtidig påtager butikkerne sig et samfundsansvar ved at forhandle produkterne. Derudover har jeg i udvælgelsen lagt vægt på den historie, produktet fortæller, ligesom jeg ikke er gået på kompromis med den høje kvalitet og formgivningsekspertise, der altid har karakteriseret produkterne i Crafts Collection. Resultatet er produkter, der giver mening både for designeren bag produktet og for køberen af det.

Folder & facetter

Text: Susanne Holte

Det kantede og det organiske udtryk mødes netop nu i en stribe møbler, inspireret af honningbiens kuber, diamantens og krystallens facetterede form samt den antikke japanske papirfoldekunst, origami, hvor et enkelt stykke papir forvandles til en tredimensionel figur – helt uden brug af hverken saks eller lim. Fascinationen af den facetterede form, der i disse år pirrer både bygningsarkitekter og møbeldesignere, skyldes måske det iboende dynamiske udtryk, der appeller til såvel følelse som intellekt. Den facetterede konstruktion giver samtidig nogle helt unikke muligheder for at skabe et organisk flow og et design med en selvbærende kraft. Formen kan vrides og de kantede elementer kan i sammenhæng forvandles til bløde skulpturelle forløb, som kombinerer det minimalistiske med det humanistiske.

Rock lampen, som italienske Foscarini har produceret til Diesels boligkollektion Successful Living, er en kunstnerisk fortolkning af et stykke vulkansk sten, som på indersiden afslører en blinkende krystallisk flade. Overfladen er gnistrende sort og står i fræk kontrast til lampens lyse inderside. Den facetterede struktur giver en dramatisk visuel effekt når lyset tændes.www.diesel.com

Et af de seneste bidrag fra designeren Karim Rashid er Vertex, en kollektion af skulpturelle inden- og udendørs møbler fra det spanske brand Vondom. Her mødes de trekantede planer i en dynamisk og komfortabel form. www.vondom.com

Vi lever i en immateriel verden – en verden af billeder, hvor der ikke er ret meget at føle på, hævder den tyske designer Elisa Strozyk, der som reaktion har skabt Wooden Textiles, en ny taktil oplevelse. Hun giver træet en helt ny blød og fleksibel stoflighed. Træet er hånd- eller laserskåret og derefter syet sammen i hånden eller limet på tekstil. Resultatet er enmeget levende overflade. ”Tekstilet” kan anvendes til møbler som for eksempel Phone Bench, eller til dekorative ”tæpper” som Wooden Carpet.www.elisastrozyk.de

AP Chair fra Lapalma er designet af japanske Shin Azumi, der har eksperimenteret med at maksimere og forfine bøjet finer. Målet har ikke blot været at udforske den skulpturelle skønhed, men også at optimere funktionaliteten i en minimalistisk form. Resultatet er en skammel skabt af et enkelt stykke finer.www.lapalma.it

Italienerne er mestre i at fremstille højglans lakerede møbler. Et eksempel er Cattelan’s nye Kayak skabskollektion, designet af Andrea Lucatello. Møblerne er kendetegnet af den krystalinspirerede front.www.cattelanitalia.com

Bløde og hårde elementer mødes i schweiziske Antoinette Baders Triangular Beans kollektion. Stolenes cover består af en række fleksibelt sammenkoblede, fast polstrede triangler. Indvendig er stolen fyldt med plastkugler, som bløder stolen op og giver mulighed for forskellige siddepositioner.www.antoinettebader.net

Den russiske designer Dima Loginoff har med afsæt i sin fascination af uglaseret porcelæn skabt lampekonceptet Sleeping Biscuit, hvor han har leget med en facetteret overfladestruktur.www.dimaloginoff.com

Silver Lake møblerne fra Moroso er designeren Patricia Urquiola’s hyldest til 50’ernes California-modernisme. Hun leger med kontrastfyldte overflader og geometriske figurer og spiller på modsætningen mellem det lette og det tunge.www.moroso.it

Diamante fra YDF- Young Designer Factory – er designerne Alberto Basaglia og Natalia Rota Nodari’s bud på et moderne spisebord med stærke skulpturelle værdier. Understellet i lakeret aluminium fås i ti højglans farver. Bordpladen er enten af klar, røget eller lakeret glas.www.ydf.it

Den 135 cm høje, facetterede Diamond gulvvase er designet af Jasper van Grootel, Yvonne Mol og Pols Potten for JSPR Studio. Materialet er Bone China porcelæn. Vasen er en del af Artic Rock kollektionen, der også indeholder en rækkeskulpturelle møbler med facetteret overfladestruktur.www.jspr.eu